Lektor: Øremærket orlov kan give familier større frihed
Et EU-udspil om øremærket forældreorlov til både mænd og kvinder strider imod danske regler, der giver forældrene mulighed for at dele tiden imellem sig, som de ønsker. Foto: Free/Colourbox
Free/Colourbox
Det kan give en bedre balance mellem familieliv og arbejdsliv, når forældreorlov er øremærket, mener lektor.
Mens flere kritikere kalder øremærket forældreorlov en indskrænkning af familiers ret til selv at bestemme, ser Anders Raastrup Kristensen anderledes på.
Han er ekstern lektor ved CBS og har skrevet en ph.d. om balancen mellem arbejdsliv og familieliv.
- Det kan være et rigtig positivt skridt i mange familier, fordi det kan give dem nogle nye muligheder og friheder, siger han.
Hvis mænd tager en større del af forældreorloven, kan det ifølge lektoren blandt andet føre til mere ligestilling, fordi kvinder kan bevare større tilknytning til arbejdsmarkedet. Det kan igen medføre, at løngabet mellem mænd og kvinder mindskes.
Desuden er det muligt for mændene at skabe en større tilknytning til børnene, mens de er helt små.
Allerede i dag har mænd i Danmark mulighed for at tage forældreorlov, men en aftale, som forhandlere i EU torsdag har indgået, slår fast, at hver forælder skal have ret til fire måneders forældreorlov.
To af månederne kan ikke overdrages fra den ene forælder til den anden. Det vil sige, at hvis faren eksempelvis ikke holder sine to måneders forældreorlov, frafalder de helt. Den del er afgørende, mener Anders Raastrup Kristensen.
- Lovgivningen kan være med til at gøre, at når to måneder er afsat til manden, er det dumt ikke at bruge dem.
- Det kan medføre et holdningsskift i de virksomheder, hvor det i øjeblikket ikke er okay at tage mere end de 14 dages barsel. Det bliver legitimt at sige: "Jeg har faktisk to måneder, og jeg skal finde ud af, hvordan de skal placeres", siger han.
Han pointerer, at forældreorloven ikke behøver at blive anvendt lige efter fødslen, men at man godt kan vente op til flere år.
Endnu mangler den formelle godkendelse af orloven i EU-systemet, men det ventes at være en formalitet. Der sigtes mod, at reglerne skal træde i kraft inden for tre år.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker