Krisen i eurosamarbejdet får ikke udenrigsminister Lene Espersen (K) til at tvivle på euroens fremtid.
Tværtimod har etableringen af et samlet sikkerhedsnet på 750 milliarder euro (5582 milliarder kroner) bevist, at det giver "sikkerhed og tryghed" at være med i euroen, siger den danske minister.
- Det viser, at euroen som forening fungerer. Både i forhold til at sikre en troværdighed og en stabilitet på lang sigt, men også at det kommer til at koste en dyrt, hvis man ikke fører en ansvarlig politik, siger Lene Espersen.
Hun henviser til, at der følger skrappe krav om besparelser og reformer med, hvis et euroland hiver i den økonomiske nødbremse og søger hjælp fra lånepuljen. Det har Grækenland allerede mærket, efter at de har fået en tilsvarende låneaftale med eurolandene og Den Internationale Valutafond, IMF.
Lene Espersen betegner det samtidig som "helt naturligt", at Danmark er med til at garantere for en mindre del af det milliardstore sikkerhedsnet, som nu er spændt ud under eurolandene.
Det begrunder hun dels med, at Danmark nyder godt af at ligge i læ bag euroen gennem vores fastkurspolitik, og med at der allerede eksisterer lignende lånemuligheder for lande uden for eurosamarbejdet.
- I sådan en situation er det jo ganske fornuftigt, at man så siger, at når vi er med til at sikre lande, som er uden for euroen, så er det også meget fornuftigt, at vi er med til at sikre de lande, der er med i euroen, siger hun.
Ifølge udenrigsministeren får euroens krise ikke den danske regering til at ændre mening, når det gælder dansk medlemskab af euroen. Danmark skal fortsat være fuldgyldigt medlem, men inden eurospørgsmålet bliver sendt til folkeafstemning, skal der være et bredt flertal i Folketinget.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde