Lene E.: Familien er altid det vigtigste

Dansk Folkeparti finder det forkert, det samme gør vælgerne. Alligevel holder udenrigsminister Lene Espersen (K) fast ved, at det var rigtigt at fravælge et møde med blandt andre den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, og i stedet tage på påskeferie.

- Som menneske mener jeg, at min familie altid er det vigtigste, lyder reaktionen fra Lene Espersen, der siger at mediernes fokus på sagen har påvirket meningsmålingerne.

50 procent af de adspurgte i en Megafon-måling finder det således forkert at prioritere familien over vigtige møder.

Torsdag kaldte Lene Espersen det noget "vrøvl" og udtryk for "småstatsmentalitet", når DF kritiserede hende for at fravælge et mødet Hillary Clinton og andre udenrigsministre.

Dagen derpå understreger Lene Espersen (K), at hun er lydhør over for kritik. Men Dansk Folkepartis opråb om, at regeringen generelt skal stramme op, er decideret skadeligt, gentager udenrigsministeren.

- Jeg fastholder, at den kritik, der har været, er skadelig for statsministeren og dermed regeringen, siger hun og fortsætter:

- Måske skal jeg tage kritikken af mig selv knap så tungt, men når en gruppeformand fra Dansk Folkeparti går ud med et så voldsomt angreb på statsministeren, så gavner det primært Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, siger Lene Espersen til TV2 News om kritikken, som blev fremført af DF-gruppeformanden, Kristian Thulesen Dahl.

/ritzau/

Udenrigsminister Lene Espersen slår fast, at familien altid er vigtigst, efter at hun møder voldsom kritik af have prioriteret den over udenrigsministermøde.

Offentliggjort Sidst opdateret