Lene E: Fortsat tæt samarbejde med Holland

Holland er fortsat en tæt samarbejdsparter med Danmark. Det slår udenrigsminister Lene Espersen (K) fast, efter det hollandske valg ser ud til at gøre Mark Rutte fra det højreliberale parti VVD til ny premierminister.

Geert Wilders og hans Frihedsparti fik 24 mandater i parlamentet og er nu Hollands tredjestørste parti.

- Det ser ud som om, at der er sammensat et helt anderledes parlament end det, det har været tidligere. Men jeg er overbevist om, at de partier, der danner regering, vil være nogle, der fortsat samarbejder godt med den danske regering, siger udenrigsministeren.

Holland står nu over for flere muligheder. De gamle partier fra de liberale over kristdemokraterne og socialdemokraterne kan danne regering. Eller de liberale og kristdemokraterne tager Frihedspartiet med i en ny regering, eventuelt i en "dansk model" med Frihedspartiet i Dansk Folkepartis rolle som støtteparti.

Den konservative udenrigsordfører, Naser Khader, siger, at den store fremgang til Geert Wilders skyldes, at den politiske elite i Holland har berøringsangst i forhold til værdikampen mod ikke mindst islamiske kræfter.

Khader ser samme tendens i Danmark og ønsker derfor mere fokus på værdikampen.

Lene Espersen forstår Khader, men vil ikke analysere årsagerne til det hollandske valgresultat.

- Men jeg kan sagtens forstå, at Naser Khader har det synspunkt. Han har været integrationsordfører i mange år, og han er meget optaget af, at vi sikrer, at folk, der kommer hertil med en anden kultur, bliver godt integreret i landet og er en del af vores fællesskab og den sammenhængskraft, der kitter Danmark sammen som nation.

Lene Espersen vurderer dog, at værdidebatten ikke er den væsentligste udfordring for en ny hollandsk regering.

- Den store opgave for en ny hollandsk regering bliver at få hjulpet hollandsk økonomi tilbage på et godt spor, siger hun.

/ritzau/

Danmark vil fortsætte med at have et tæt samarbejde med Holland uanset, hvordan landets nye regering kommer til at se ud.

Offentliggjort Sidst opdateret