Lene E. kender ikke til slettede e-mails

Udenrigsminister Lene Espersen (K) afviser at kende noget til, at en af hendes "toprådgivere" skulle have beordret sletning af belastende oplysninger om overbetaling af privathospitalerne.

- Jeg kan blankt afvise, at jeg skulle have givet ordre til, at der skulle slettes mail. Jeg har heller ikke kendskab til, at andre skulle have givet sådan en ordre, skriver Lene Espersen i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Ifølge forfatterne til en ny bog, "Projekt Løkke", fik embedsmænd fra Sundheds- samt Økonomi- og Erhvervsministeriet således ordre til at slette e-mails om en intern rapport, der skulle dokumentere, at det offentliges betaling til privathospitalerne var 25 procent for høj. En ordre som kom fra en af Lene Espersens daværende "toprådgivere" i Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Interessen for rapporten opstod i marts sidste år, fordi De Konservatives formand, Lene Espersen, annoncerede, at der var belæg for at spare 25 procent på privathospitalerne. Oplysningen var imidlertid kontroversiel, da Lars Løkke Rasmussen som daværende sundhedsminister i perioden fra 2001 til 2007 stod fadder til VK-regeringens "udvidede frie sygehusvalg".

Ifølge bogen måtte Lene Espersen da også ikke alene trække i land. Der blev givet ordre til en "håndfuld embedsmænd" om at slette alle e-mails, der kunne indeholde oplysninger om den interne rapport.

Flere juridiske eksperter kalder det et brud på loven og med grundlæggende forvaltningsprincipper, hvis oplysningerne i bogen er korrekte.

Oppositionen kræver en forklaring på de nye oplysninger og Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, vil have undersøgt, om det var Lene Espersens daværende særlige rådgiver, eller spindoktor, Morten Langager som gav ordren.

/ritzau/

Det var en af Lene Espersens toprådgivere, der sørgede for at få slettet kontroversielle e-mails, siger forfattere. Selv afviser hun kendskab til sagen.

Offentliggjort Sidst opdateret