Udenrigsminister Lene Espersen (K) forsikrer, at Danmark ikke har spillet dobbeltspil i sagen om de formodede ulovlige CIA-flyvninger med terrormistænkte fanger via Grønland.
- Vi er ikke glade for, at der i dele af offentligheden er det indtryk, at regeringen skulle have spillet et dobbeltspil. Det er ingenlunde tilfældet, siger Lene Espersen efter et hasteindkaldt møde i Udenrigspolitisk Nævn fredag.
- Hensynet til rigsfællesskabet har spillet en meget stor rolle, siger udenrigsministeren med henvisning til Grønland.
Det grønlandske folketingsmedlem Lars-Emil Johansen mistænker ikke regeringen for dobbeltspil, selv om et lækket dokument fra den tidligere amerikanske ambassadør kan pege i den retning.
- Det er ikke mit indtryk, at det har været hensigten at lave dobbeltspil, siger Lars Emil Johansen.
Samtidig mener han, at Grønland selv bør indgå de aftaler, som handler om for eksempel amerikansk militær i Grønland.
- Det er rimeligt, at det er Grønland og USA, der fremover aftaler, hvad amerikanerne laver i Grønland, siger Lars-Emil Johansen.
Den danske opposition kræver fortsat, at der bliver lavet en uvildig undersøgelse af sagen. Regeringen henviser til den undersøgelse, som blev gennemført i 2008 uden at finde noget forkert.
Mistanken om dobbeltspil fra dansk side er opstået af et dokument, som er lækket fra netaktivisterne i WikiLeaks for nylig.
En tidligere amerikanske ambassadør i Danmark, James Cain, skriver hjem til sin regering, at det ikke skal tages alvorligt, når den danske regering udadtil siger, at den vil til bunds i sagen. Danske topembedsmænd har sagt til ham, at sagen gerne må dø hen.
Den socialdemokratiske formand, Helle Thorning-Schmidt, mener, at der er et misforhold mellem, hvad ambassadøren skrev, og hvad regeringen sagde.
- Vi vil bare gerne til bunds i sagen, siger hun.
Udenrigsminister Lene Espersen afviser at kommentere dokumenter, når de er kommet via WikiLeaks, uanset hvad der står i dem.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde