Det Konservative Folkepartis top er vendt på en tallerken, når det gælder ønsket om et forbud mod burkaer i det offentlige rum.
Både K-formand Lene Espersen, justitsminister Brian Mikkelsen og politisk ordfører Henriette Kjær har indenfor de seneste år udtalt sig kritisk om et burkaforbud. Men nu foreslår partiet et totalt forbud mod brugen af den muslimske beklædningsgenstand i det offentlige rum.
Lene Espersen erkender, at K-toppen ser anderledes på spørgsmålet i dag.
- Vi har ændret holdning, siger Lene Espersen på tirsdagens pressemøde i forbindelse med De Konservatives sommergruppemøde.
Så sent som 15. april i år svarede justitsminister Brian Mikkelsen Folketinget, at det "efter Justitsministeriets opfattelse ikke kan lægges til grund, at der er et politimæssigt behov for at indføre et generelt forbud mod at færdes i det offentlige rum med maskering eller anden form for beklædning, der skjuler ansigtet". Han tilføjede, at Justitsministeriet ikke er bekendt med, at en sådan beklædning har en "utryghedsskabende effekt" og satte trumf på ved at understrege, at det ikke er en opgave for Folketinget at blande sig i.
Lene Espersen har tidligere sagt, at det f.eks. ikke er et problem at bære burkaer i trafikken.
- Rigspolitiet er ikke bekendt med, at særlige beklædningsgenstande som f.eks. burka skulle udgøre et særligt færdselssikkerhedsmæssigt problem. På det foreliggende grundlag er der således efter Rigspolitiets opfattelse ikke anledning til at indføre et forbud, svarede Lene Espersen i 2006.
Også politisk ordfører Henriette Kjær (K) har klart afvist, at det er op til politikerne at lovgive om brugen af burkaer.
- Vi er jo rigtig mange, der synes, at det er kvindeundertrykkende og unødvendigt ifølge Koranen at gå med tørklæde. Jeg mener heller ikke, burkaen er religiøst betinget. Men når det så er sagt, så byder det mig imod at lovgive om folks beklædning, sagde Henriette Kjær i oktober 2005.
Til det svarer Lene Espersen tirsdag:
- Jeg tror sagtens, at man kan finde andre citater.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker