Udenrigsminister Lene Espersen (K) afviser den massive kritik af, at hun foretrækker familieferie frem for et møde med udenrigsministre fra blandt andet USA, Rusland og Canada om fremtiden i det arktiske område.
- Der er tale om en ferie, som er planlagt, før jeg tiltrådte i Udenrigsministeriet, og som er nøje afpasset efter Folketingets og skolernes ferie, siger Lene Espersen.
I Espersens fravær repræsenterede justitsminister Lars Barfoed (K) og Grønlands landsstyreformand Kuupik Kleist de danske interesser.
- Der var ikke tale om et "arktisk topmøde", som nogen har givet indtryk af. Vi taler om et statusmøde af to og en halv times varighed, hvor der ikke var lagt op til nye beslutninger eller forhandlinger, skriver Lene Espersen i en pressemeddelelse.
Hun fortsætter: - Det bekræftes af, at mødet ikke har resulteret i fælles erklæringer - der er alene udsendt en opsummering af drøftelserne fra de canadiske værter.
Lene Espersens afbud er ikke blot blevet kritiseret af de tidligere udenrigsministre Uffe Ellemann-Jensen (V), Niels Helveg Petersen (R) og Mogens Lykketoft (S). Også Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, har kaldt det en "uforståelig prioritering".
Den konservative leder mener, at kritikerne skal fastholde proportionerne. Desuden mener hun, at hun får rig lejlighed til at møde udenrigsministrene ved forskellige arrangementer i de kommende uger, blandt andet ved Nato-udenrigsministermødet i Tallin den 22. og 23. april og et russisk statsbesøg sidst i april.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker