De Konservative er ikke et forbudsparti, der vil bestemme, hvordan folk går klædt. Men burkaen er kvindeundertrykkende, og derfor er det nødvendigt at forbyde den omstridte klædedragt. Det fastslår den konservative partileder, Lene Espersen på De Konservatives landsråd.
Forslaget om et burkaforbud har hængt som en dyne over partiet, siden det blev lanceret på sommergruppemødet i august.
- Burkaen er en ydmygende måde at undertrykke kvinder på. Derfor har vi sagt nej tak til burkaen, siger Lene Espersen.
Forud for landsrådet har burkaforbuddet skabt heftig debat og splid i partiet. Hovedbestyrelsesmedlemmet Peter Norsk havde sågar annonceret, at han ville stille op imod Lene Espersen i kampvalg i protest. Siden har han dog trukket sig, fordi han er blevet lovet en partikonference om forbuddet.
Det er dog en gave af begrænset værdi. Konferencen har tilsyneladende været planlagt i forvejen.
- Som annonceret på vores sommergruppemøde er det vores plan i de kommende måneder at rejse rundt i landet og diskutere oplægget og slutte af med en konference, siger Lene Espersen.
De Konservatives politiske ordfører Henriette Kjær fastslog allerede fredag, at det er folketingsgruppen og ikke hovedbestyrelsen, der fastlægger politikken.
Men kritikerne er selvfølgelig velkomne, understreger Lene Espersen:
- Jeg forstår til fulde, at forslaget er blevet diskuteret. Jeg forstår til fulde, at vi ikke alle er enige. Det skal der være plads til, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker