Liberal Alliance på vej mod spærregrænsen

Liberal Alliance er på vej tilbage mod spærregrænsen i en ny meningsmåling. Det sker efter flere måneders massiv fremgang. Partiet ville få fem mandater eller 2,9 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag, mod fem procent og ni mandater for bare en måned siden.

Det viser en meningsmåling, som analyseinstituttet Voxmeter har foretaget for Ritzau. Liberal Alliance har ellers kørt store annoncekampagner i landets dagblade, og så sent som lørdag blev ønsket om at få mindst 10 mandater præsenteret i en annonce.

Vælgerflugten rammer også det lille regeringsparti, De Konservative, der står til historisk lave 6,6 procent af stemmerne, eller hvad der svarer til 12 mandater mod 18 ved valget. Det sikrer rød blok og Helle Thorning-Schmidt et spinkelt flertal på et enkelt mandat i forhold til blå: 88-87.

Meningsmålingen er lavet i ugen, hvor Skat definitivt frikendte Helle Thorning-Schmidt i sagen mod hende og hendes mand. Socialdemokraterne går 0,3 procentpoint frem i forhold til seneste måling i august og ligger nu 0,5 procentpoint over valgresultatet fra 2007.

SF går til gengæld et procentpoint tilbage i forhold til august, men ligger fortsat 3,6 procentpoint over valgresultatet - hvad der svarer til seks ekstra mandater.

Det store regeringsparti, Venstre, er også på vej tilbage mod valgresultatet fra 2007 og er nu oppe på 25 procent af stemmerne mod 26,2 ved valget. Det er samtidig en fremgang på hele 3,8 procentpoint i forhold til for en måned siden.

Ligeledes går Dansk Folkeparti frem i forhold til valgresultatet og i forhold til den seneste måling. Partiet får 14,7 procent af stemmerne, hvilket er 0,8 procentpoint over valgresultatet og en fremgang på 1,1 i forhold til august.

1013 repræsentativt udvalgte personer over 18 år er blevet spurgt. Usikkerheden på målingen er ifølge Voxmeter på plus/minus 2,7 procent.

/ritzau/

Liberal Alliance går markant tilbage i ny meningsmåling, og sammen med et nyt historisk lavpunkt for De Konservative betyder det et smalt rødt flertal.

Offentliggjort Sidst opdateret