Liberal Alliance: Sæt kontanthjælpen ned

Folk på kontanthjælp må spænde livremmen ind, hvis flere skal bytte et liv på offentlige overførsler med et arbejde. Ydelserne skal sænkes, fordi indvandrerkvinder og andre på kontanthjælp savner incitament til at tage et job efter mange år på overførsler.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger Liberal Alliances beskæftigelsesordfører Joachim B. Olsen, nu da tidsskriftet Agenda har offentliggjort en analyse, der viser, at hver fjerde ud af 24.000 personer, som har levet på kontanthjælp i 10 af de seneste 15 år, er en indvandrerkvinde.

- Systemet har spillet fallit. Det var meningen, at det skulle være den laveste ydelse, så folk kunne holde skindet på næsen i en kort periode. Vi er nødt til at se på ydelsesniveauet. Jo højere ydelse, desto flere er på den, siger Joachim B. Olsen.

Liberal Alliance fremlægger i denne uge en reform af kontanthjælpen, hvor ydelser beskæres. Joachim B. Olsen vil ikke afsløre, hvor langt de skal ned.

Beskæftigelsesordføreren mener, det at det kun vil virke "mikroskopisk" at lade samlevende forsørge hinanden ligesom ægtefæller, sådan som Venstre foreslår.

Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen vil genindføre starthjælp med lavere ydelser for udlændinge samt sætte et loft over kontanthjælpen.

- Regeringen har afskaffet starthjælpen, så flere indvandrere får kontanthjælp. Regeringen har lempet familiesammenføring og asylpolitik, så flere kommer til Danmark med ikke-vestlig baggrund, siger Martin Henriksen.

De Konservative vil have undersøgt, om nogle får for meget i kontanthjælp til at tage et arbejde, siger socialordfører Benedikte Kiær.

- Der skal være en forskel fra at være på passiv forsørgelse og komme ud på arbejdsmarkedet. Alt skal i spil, så kontanthjælp kun er en midlertidig forsørgelse, siger hun.

/ritzau/