Liberal Alliance satser stort

Med et officielt - og ganske ambitiøst - mål om otte mandater ved næste folketingsvalg, satser Liberal Alliance nu massivt på, at danskerne skal komme til at kende det lille parti på den økonomiske højrefløj.

Fra på mandag og frem til sommerferien og igen efter ferien frem til jul vil partiet hver uge indrykke helsidesannoncer i de borgerlige aviser Berlingske Tidende og Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det skal gøre partiet kendt for andet end de hjemmebagte boller, som partileder Anders Samuelsen blev anmeldt til fødevaremyndighederne for at servere i den seneste kommunalvalgkamp.

- Vi går efter de klassisk hårdtarbejdende danskere. De ved ikke, hvad vi står for, og de ved ikke, om de kan stole på os, siger han.

Liberal Alliance vil i den massive kampagne slå på, at en ny borgerlig regering skal være afhængig af partiets opbakning, som regeringen i dag er det af Dansk Folkeparti.

- Vi vil heller aldrig vælte en borgerlig regering, men vi skal til gengæld have indrømmelser i forhold til vores fire mærkesager, siger Anders Samuelsen, der opremser de fire mærkesager som økonomisk vækst, skattelettelser, personlig frihed og effektivitet i den offentlige sektor.

- Alle andre områder er sådan set ligegyldige for os, tilføjer han.

Liberal Alliance er hånligt blevet kaldt Team Saxo Bank med beskyldninger om, at Saxo Bank skulle have købt sig til indflydelse på det liberale partis politik. Anders Samuelsen afviser dog, at den kommende aviskampagne er betalt af banken, ligesom han afviser at sige, hvad den koster.

- Det er dyrt, men det er hverken 10 eller 15 millioner kroner, siger Samuelsen.

/ritzau/

Hidtil har meningsmålingerne ikke levnet Liberal Alliance mange chancer for genvalg. Det skal en massiv aviskampagne frem til jul nu lave om på.

Offentliggjort Sidst opdateret