Liberal Alliances pressechef skifter til Venstre
Det er ikke kun politikere, der skifter parti på Christiansborg.
Venstre har således ansat Niels Th. Dahl som partiets pressechef, og han skifter fra en tilsvarende stilling hos Liberal Alliance.
Som pressechef skal Niels Th. Dahl være med til at udvikle kommunikationen af partiets politik og holdninger sammen med Venstres folketingsmedlemmer.
- Niels Th. Dahl kender Christiansborg, de politiske processer og dynamikken i et parti. Så vi får en erfaren pressechef i stolen, der har et solidt netværk blandt de politiske journalister.
- Med kun halvandet år til et folketingsvalg står vi over for en afgørende tid i dansk politik, hvor forskellen på rød og blå blok skal være tydelig for alle danskere.
Det er jeg sikker på, at Niels Th. Dahl vil bidrage til, siger Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, i en pressemeddelelse.
Niels Th. Dahl er oprindeligt uddannet teolog fra Københavns Universitet, og han har siden november 2011 været pressechef for Liberal Alliance.
Inden da arbejdede han i en årrække som journalist på Altinget, ligesom han har været ansat ved konsulentfirmaet Gunbak og Kristeligt Dagblad.
Derudover udgav Niels Th. Dahl i 2009 portrætbogen "Kristian - kronprinsen" om sin mere kendte fætter Kristian Thulesen Dahl, som siden er blevet formand for Dansk Folkeparti.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker