Lidegaard kalder EU-mandat til De Radikale for en ny start

Sigrid Friis og Martin Lidegaard fejrer det ene mandat til partiet. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Spidskandidat Sigrid Friis turde ikke pakke kufferten på forhånd, men skal nu til Bruxelles og Strasbourg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var ifølge målinger uvist, om De Radikale ville blive repræsenteret i EU-Parlamentet de næste fem år, men det lykkes partiet at få ét mandat ved søndagens valg i Danmark.

Og det er en ny start for De Radikale ifølge partileder Martin Lidegaard (R), selv om partiet fik to mandater ved valget i 2019.

- Det er en ny start for os, og det er en ny start for et politisk projekt, som er vor tids vigtigste. Nemlig at vi ikke som den rigeste og lykkeligste generation nogensinde også bliver den første generation, der giver et dårligere Danmark videre, siger han.

Selve aftenen var nervepirrende for Lidegaard og spidskandidat Sigrid Friis (R), som til daglig er politisk energikonsulent.

Fremover skal hun dog møde på arbejde i Bruxelles og Strasbourg sammen med de 14 andre danske politikere, som søndag er valgt, når parlamentet samles de næste fem år.

- Jeg har det fuldstændig fantastisk og er totalt klar til at rejse afsted og kæmpe for at forandre Europa i en bedre, grønnere og friere retning.

- Jeg skal helt klart hjem og vaske noget tøj fra morgenstunden i morgen og få pakket en kuffert og blive klar til konstitueringsforhandlinger og det vigtige spil om udvalgsposterne i parlamentet de næste fem år, siger Sigrid Friis.

I EU-Parlamentet sidder De Radikale i gruppen Renew, som består af socialliberale og liberale politikere. Inden valget var det den tredje største gruppe.

Partiet er i valgforbund med Moderaterne og Venstre vil blive en del af den gruppe.

De Radikale har grøn energiomstilling som en af sine mærkesager. Partiet vil blandt andet skabe en energiunion, hvor grøn energi kan løbe på tværs af EU. Her er tanken, at EU kan blive uafhængig af russisk olie og gas.

Derudover vil partiet lave en reform af EU's landbrugsstøtte, så landbruget fremover skal betale for forurening og udledninger, der skader klima og miljø.

/ritzau/