Lidegaard støtter dansk deltagelse i EU's bankunion
Udenrigsminister Martin Lidegaard ser ligesom sin partileder positivt på dansk tilslutning til EU's bankunion.
Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) er enig med sin radikale partileder, økonominister Morten Østergaard, i, at Danmark bør tilslutte sig EU's bankunion.
Det siger Lidegaard onsdag morgen i Bruxelles på vej til møde i den internationale koalition mod den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat.
- Jeg ser positivt på et styrket samarbejde i Europa på det område, siger Lidegaard, efter at Morten Østergaard ifølge dagbladet Børsen har slået til lyd for dansk deltagelse i bankunionen.
Lidegaard ønsker dog ikke at sige mere af hensyn til forhandlingerne om sagen i Folketinget, tilføjer han.
- Vi sidder jo i forhandlinger med Folketingets partier - gode forhandlinger - og dem er der ingen grund til at spolere ved at komme med en masse udtalelser her og nu, siger udenrigsministeren.
Regeringen har ikke udtalt sig entydigt om dansk deltagelse, siden forslaget til bankunionen blev fremlagt i efteråret 2012.
Bankunionen har til formål at sikre, at fremtidige problemer i europæiske banker ikke skader almindelige bankkunder, statskasserne og euroen.
De 18 nuværende eurolande er fødte medlemmer af bankunionen - og fra nytår kommer det 19. medlem, når Litauen skifter til euro.
Lande, der som Danmark står uden for eurosamarbejdet, kan når som helst vælge at melde sig ind i unionen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde