Lille øsamfund havde højeste stemmeprocent ved valget

På Askø, der ligger nord for Lollands kyst, stemte 26 af de 29 stemmeberettigede vælgere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Demokratiet har det godt på Askø, der ligger nord for Bandholm på Lolland.

Her opnåede man således den højeste valgdeltagelse på noget valgsted ved EU-parlamentsvalget i Danmark med imponerende 89,7 procent.

Hele 26 af de 29 stemmeberettigede vælgere havde enten brevstemt eller dukkede op på Askø Skole på valgdagen.

Askø er det mindste afstemningssted i Danmark målt på antal stemmeberettigede, skarpt efterfulgt af Mandø med 31 vælgere.

Det tog da heller ikke mere end 10 minutter, fra at valghandlingen var overstået, og til at valgresultatet var indrapporteret.

Venstre og Danmarksdemokraterne opnåede hver seks stemmer på Askø, mens Moderaterne fik fem stemmer.

Hverken Radikale, SF eller Liberal Alliance fik stemmer fra indbyggerne på Askø. En enkelt stemte blankt.

Askø er ikke det eneste øsamfund, hvor valgdeltagelsen er høj. På Alrø, der ligger i Horsens Fjord, stemte 84 procent, og på Christiansø ved Bornholm benyttede 83,3 procent af vælgerne deres stemme.

Den samlede valgdeltagelse for hele landet endte på 58,2 procent. Det er 7,9 procentpoint færre end ved EU-valget i 2019, hvor hele 66,1 procent stemte.

Alligevel er søndagens valgdeltagelsen den tredjehøjeste nogensinde ved et EU-parlamentsvalg i Danmark.

Den er lavere end de 59,5, der stemte i 2009, men højere end de 56,3, der stemte i 2014.

En forklaring på den høje valgdeltagelse i 2019 kan være, at afstemningen var placeret kort før folketingsvalget.

Tilsvarende blev der i 2009 afviklet folkeafstemning om en ændring af tronfølgeloven samtidig med EU-valget.

Alle, der er fyldt 18 år, som har dansk indfødsret eller er statsborger i et andet EU-land og har bopæl i Danmark, kan stemme ved det danske EU-parlamentsvalg.

Det samme gælder myndige danske statsborgere, der har bopæl i et andet EU-land.

/ritzau/