Liste aflægger musketered

Fra venstre: Rene Frederiksen, Per Kim Nielsen, Lene Christiansen, Per Rasmussen og Brian Hansen foran Nakskov Listens nye valgbutik. Da listen er i valgforbund med Vestfronten, får deres kandidat også lov at reklamere i vinduet i Vejlegade. Foto: Marianne Knudsen

Liste vil undgå måske at snyde vælgerne og misbruge demokratiets ånd og hensigt

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND De 11 kandidater, der er opstillet for den nye liste ved kommunalvalget, Nakskov Listen, har indgået en musketered og givet hinanden løfte om, at de ikke vil hoppe til et andet parti, hvis de bliver lokket med udvalgsposter eller andet.

- Det er selvfølgelig ikke juridisk bindende, at vi har skrevet under på det, men moralsk forpligtende, siger kandidat for Nakskov Listen, Brian Hansen fra Nakskov.

- Men det handler om vores troværdighed, og at vælgerne ikke skal opleve, at de måske har spildt deres stemme på en af os, tilføjer Per Rasmussen fra Næsby.

- Ja, vælgerne skal være sikre på, at vi ikke bare tager imod deres stemmer og så vender dem ryggen bagefter, siger Lene Christiansen fra Vestenskov.

Kandidater, der vælges ind i byrådet på listens stemmer, kan altså ikke pludselig flytte over til en anden liste, selv om der eventuelt lokkes med bengnaveri og mere politisk indflydelse.

Hvis den valgte er nødt til at stoppe arbejdet for Nakskov Listen, må man melde sig ud af byrådet, og den næste på Nakskov Listen kommer så ind, forestiller listen sig.

Det kræver dog en gyldig grund at udtræde af byrådet før tid.

Lige efter valget agter listen i øvrigt at holde stiftende generalforsamling for en vælgerforening, oplyser Brian Hansen.

Ellers gælder det nu for listen om at være synlig, lyder det. Byrådskandidat Rene Frederiksen har stillet et lokale i Vejlegade 9 i Nakskov til rådighed som valgbutik, hvor vælgerne de næste lørdage kan komme ind og få en snak om politik, og ellers vil de 11 kandidater ud at vise deres ansigter, dele brochurer ud og deltage i de valgmøder, de inviteres til.

Nakskov Listens kandidater har underskrevet en aftale om, at de ikke må hoppe til et andet parti. Hvis de gør det, skal de melde sig ud af byrådet, forestiller listen sig. Foto: Nakskov Listen