Regeringens finanslovforslag vil kappe et halvt procentpoint af væksten næste år - det koster 12.000 job, mener LO.
Årsagen er ifølge LO sparede investeringer samt nedskæringer.
- Det er det stik modsatte, Danmark har brug for. Det såkaldte opsving er stadig meget svagt og skrøbeligt. Regeringen gør det vanskeligere at skabe job i det kommende år, mener LO-formand Harald Børsting.
Han vurderer, at det især er LO-lønmodtagere, der kommer til at betale prisen for den lave vækst.
- Det er dem, der mister jobbet, og det er dem, der mærker de massive nedskæringer på dagpenge og efteruddannelse, siger han.
Harald Børsting hæfter sig også ved, at der er varslet nedskæringer på taxametertilskud på uddannelserne samt på skolepraktik.
- Vi kommer længere og længere væk fra målsætningen om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en uddannelse, siger Harald Børsting.
Hos Dansk Metal ser man ikke meget nyt i udspillet til finanslov. Man frygter, at den hårde opbremsning i den offentlige økonomi kan kvæle væksten - og efterlyser flere initiativer, der kan styrke Danmarks økonomi og skabe nye arbejdspladser.
- Vores medlemmer kan ikke genkende den optimistiske tone som lød fra finansministeren i dag. De kan se, at langtidsledigheden stiger, samtidig med at dagpengeperioden forkortes. Det skaber utryghed, siger Thorkild E. Jensen, formand for Dansk Metal.
- Det er ikke tid til at bremse op, når der er så stor usikkerhed om den økonomiske udvikling, mener han.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker