LO-formand på gæstevisit i Venstres hule

Men tiderne har ændret sig. Torsdag var LO's formand Harald Børsting på gæstevisit i Venstres egen hule på Christiansborg for at drøfte kommende reformer på arbejdsmarkedet.

Og han overvejer at invitere Venstre på genbesøg i LO, afslørede han efter mødet, som LO-formanden benyttede til at slå et slag for den brede politiske opbakning til nye reformer.

LO indleder om kort tid de såkaldte trepartsforhandlingerne mellem regeringen, lønmodtagerne og arbejdsgiverne, der skal munde ud i en række reformer på arbejdsmarkedet.

- Jeg har understreget betydningen af, at disse arbejdsmarkedsreformer bliver brede, siger Harald Børsting.

Trods "venskabsbesøget" har Harald Børsting dog ikke pakket tidligere tiders kritik af de borgerlige partier helt væk.

Han holder stadig Venstre ansvarlig for, at VK-regeringen nåede at forringe fradraget for fagforeningskontingenter og udforme det efterlønsindgreb, som S-R-SF-regeringen nu har gennemført.

- Det er noget af det, jeg synes, var uklogt, siger Harald Børsting, der også ærgrer sig over, at Venstre har haft held til at tage patent på mottoet om, at det skal kunne betale sig at arbejde:

- Jeg har længe ærgret mig over, at det er lykkedes Venstre at få enepatent på den værdi, at det skal betale sig at arbejde, Hvis nogle skal tilskrives æren for det, er det dansk fagbevægelse, siger Harald Børsting.

Han vil hverken kommentere den seneste uges forslag om at sløjfe Store Bededag eller de offentligt ansattes frokostpause på en halv time.

- Det er alt for tidligt at begynde at udfolde gode idéer. Det handler langt mere om at få afsluttet overenskomstforhandlingerne, siger Harald Børsting.

Han understreger, at LO går ind til trepartsforhandlingerne med et ønske om at øge arbejdsudbuddet og skabe flere danske job. Og så langt kan LO-formanden og Venstre godt blive enige.

- Vi er enige i, at man skal arbejde mere for at styrke vores økonomi. Det øgede arbejdsudbud kan så komme på forskellige måder, siger Venstres gruppeformand, Kristian Jensen.

- Det kan være noget, trepartsforhandlingerne enes om, eller Folketinget tager ansvar for, siger Kristian Jensen, der ikke ser noget odiøst i, at Venstre mødes med Harald Børsting, som før valget allierede sig tæt med S og SF.

- Jeg anser ikke LO som en fjende, men som en samarbejdspartner. Selv om vi ikke er enige om alting. Ofte er vi meget uenige. Mens vi sad i regering, lavede vi store trepartsaftaler i 2006 og 2007, hvor LO var en vigtig del, siger Kristian Jensen.

Siden 2003 har LO besøgt flere partier på Christiansborg.

/ritzau/

Foto: Nils Meilvang /Scanpix

For bare ti år siden havde det været utænkeligt, at fagbevægelsens øverste chef deltog på et gruppemøde hos partiet Venstre, endda midt i overenskomstforhandlingerne.

Offentliggjort Sidst opdateret