LO og FTF: Korte jobforløb skal omsættes til dagpenge
Fagbevægelsens top lægger nu pres på regeringen med en række principper for et nyt dagpengesystem.
Regeringen har tidligere udsat diskussionen om dagpengesystemet til efter folketingsvalget, hvor dagpengekommissionen ventes at komme med en redegørelse på området.
Men nu åbner to medlemmer af kommissionen op for, at det omstridte emne i stedet bliver en del af valgkampen forud for valget.
LO og FTF, som samlet organiserer 1,5 millioner lønmodtagere, har formuleret ni principper for et bedre dagpengesystem, som blandt andet skal gøre det lettere at genoptjene retten til dagpenge.
- Når 14.000 mennesker årligt opbruger deres dagpengeret, går det alvorligt ud over den tryghed, der er en afgørende forudsætning for vores fleksible arbejdsmarked.
- Der er brug for et nyt dagpengesystem, der i langt højere grad fungerer som et sikkerhedsnet for dem, der i en periode mister deres arbejde, siger formanden for FTF, Bente Sorgenfrey, i en pressemeddelelse.
Omkring 10.000 færre om året bør ifølge de to organisationer miste retten til dagpenge, hvilket blandt andet skal sikres ved, at også korte jobforløb bør kunne omsættes til dagpengeret ifølge de to forbund.
- Vi kan sikre en bedre tilknytning til arbejdsmarkedet og forhindre mange i at falde ud af systemet, hvis vi indretter reglerne, så ekstra arbejde i højere grad forlænger retten til dagpenge.
- Derfor bør vi også gøre det mere attraktivt for folk i systemet at tage kortvarige job og projektansættelser, siger LO's formand Harald Børsting.
I dag kræves der samlet et års arbejde for at optjene retten til to års dagpenge, men det skal gøres mere fleksibelt, så kortere arbejdsperioder kan sikre retten til dagpenge i kortere perioder, lyder det.
Netop dagpengestriden har plaget regeringen i denne valgperiode, da De Radikale var med til at vedtage ændringerne sammen med VK-regeringen og Dansk Folkeparti i 2010.
Efter forhandlingerne om regeringsgrundlaget mellem Socialdemokraterne, SF og De Radikale endte S-R-SF-regeringen med at måtte gennemføre ændringerne af dagpengesystemet.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde