Loft over studiejob kan snart være fortid

I dag må de studerende tjene 8138 kroner om måneden oven i SU'en, men står det til regeringen, Dansk Folkeparti (DF) og Liberal Alliance (LA), skal loftet hæves markant. Ja, helst fjernes helt.

- Vi ønsker ikke at straffe folk, så de skal betale penge tilbage i SU, og vi vil ikke dømme, hvor meget arbejde folk kan magte ved siden af studierne, siger Venstres SU-ordfører, Sophie Løhde.

Tankerne bakkes op af De Konservative, DF og LA forud for efterårets SU-reform, der skal forhandles på plads med oppositionspartierne undtagen Enhedslisten.

S, SF og R har tidligere udtalt, at det strider mod målsætningen om, at de studerende skal hurtigere igennem deres uddannelser.

Den skepsis deles af de studerende. De frygter, at en fjernelsen af loftet vil give arbejdsgiverne en licens til at forlænge arbejdstiden i studiejob.

- Det her vil flytte normen for, hvor mange timer man bruger på et studiejob. Og det vil tvinge de studerende til at arbejde mere for at få et relevant studiejob, siger formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Mikkel Zeuthen.

Samtidig vil det betyde, at færre vil betale SU'en tilbage, og det vil ramme SU-kassen, mener Mikkel Zeuthen.

Regeringen erkender, at der er en gråzone.

- Der ville jo ikke være rimeligt, hvis et folketingsmedlem kunne få SU, fordi vedkommende har tilmeldt sig et studie på universitetet, siger Sophie Løhde (V).

Hos både Dansk Industri (DI) og Dansk Erhverv peger tommelfingeren opad. Men fjernelsen bør følges op med en forkortelse af SU-perioden, siger DI.

- Det er vigtigt, at man understreger overfor de studerende, at studiet er fuldtidsbeskæftigelsen, siger forskningspolitisk chef i DI, Charlotte Rønhof.

/ritzau/

Loftet over, hvor meget man må tjene oven i SU'en, kan snart være fortid. Det lægger regeringen og DF op til forud efterårets forhandlinger om en ny SU-reform.

Offentliggjort Sidst opdateret