Loft skal redegøre for rolle i Thorning-sag

Presset på Skatteministeriets departementschef stiger nu i sagen om statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag.

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) har bedt Peter Loft om at udarbejde en skriftlig redegørelse for Skatteministeriets departements rolle i sagen.

Det sker, efter at Politiken har oplyst, at Peter Loft helt usædvanligt har holdt fem møder med Skat København om Helle Thorning-Schmidts skattesag og forsøgt at få et afsnit skrevet ind i afgørelsen.

Ifølge flere eksperter har Peter Loft dermed ulovligt blandet sig i sagen, som alene skal afgøres af Skat København. Ifølge Thor Möger Pedersen rejser oplysningerne spørgsmål om Skatteministeriets departements rolle i Helle Thorning-Schmidts skattesag.

Derfor vil han nu til bunds i sagen:

- Det er vigtigt, at de spørgsmål, som er rejst, nu bliver grundigt belyst, og at vi får klarhed over, hvad der er op og ned i sagen, siger Thor Möger Pedersen i en pressemeddelelse.

Ifølge Thor Möger Pedersen skal redegørelsen omfatte, hvad der har været af møder og andre kontakter, herunder skriftlig korrespondance, mellem departementet og Skat København om sagen.

Peter Loft skal også redegøre for, hvornår møderne har fundet sted, hvad formålet med møderne har været, samt hvad der er blevet drøftet på møderne.

Ifølge eksperter i forvaltningsret er Peter Loft så belastet af sagen, at det kun er et spørgsmål om tid, før han må forlade sin stilling.

Helle Thorning-Schmidt endte med at blive frifundet af Skat, men den fortrolige afgørelse blev alligevel lækket til B.T. Politiet undersøge lige nu, hvem der står bag den ulovlige lækage af de personfølsomme oplysninger.

Politiets undersøgelse er imidlertid ikke færdig, og derfor kan redegørelsen fra Peter Loft måske ende med at blive det grundlag, som skatteministeren vælger at træffe en afgørelse om departementschefens skæbne på.

Thor Möger Pedersen har samtidig bedt direktøren for Skat København, Erling Andersen, om at udarbejde en tilsvarende skriftlig redegørelse for sagen.

Redegørelserne skal afleveres hurtigst muligt.

/ritzau/

Skatteminister Thor Möger beder nu sin departementschef om en redegørelse for hans rolle i Thorning-sagen.

Offentliggjort Sidst opdateret