Løhde kalder lange ventetider for børn i psykiatrien uholdbare
Ifølge Sophie Løhde er det "velkendt, at børne- og ungdomspsykiatrien har været under et massivt pres gennem en årrække". (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
De lange ventetider i børne- og ungepsykiatrien er ikke holdbare for børnene, siger sundhedsministeren.
Det er uholdbart både for børnene, de unge og deres familier, at ventetiderne i børne- og ungdomspsykiatrien er så lange.
Sådan lyder det fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Ifølge ministeren er det "velkendt, at børne- og ungdomspsykiatrien har været under et massivt pres gennem en årrække".
- Det er blandt et resultat af, at flere børn og unge desværre mistrives og har brug for professionel hjælp, samtidig med at det har været vanskeligt at fastholde og rekruttere medarbejdere i psykiatrien.
- Derfor har regionerne haft svært ved at leve op til patientrettighederne, og det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, lyder det fra Sophie Løhde.
Politiken kunne tirsdag berette, at titusinder af børn og unge under 18 år har fået krænket deres ret til hurtig hjælp i psykiatrien over en periode på fire år.
Det fremgår af et udkast til konklusionen på en beretning fra Rigsrevisionen om udredningsretten i børne- og ungepsykiatrien.
De venter for længe på at få afklaret deres tilstand, de får ikke oplyst, at de har ret til hurtigere udredning på privathospital, og de tal, der jævnligt bliver lagt frem om ventetiden, er misvisende, lyder det.
Ifølge udkastet udreder regionerne ikke patienterne inden for tidsfristen i 71 procent af sagerne.
Det svarer til, at 27.991 børn og unge i perioden 2019-22 ikke er blevet udredt inden for 30 dage, skriver Rigsrevisionen ifølge Politiken.
- Efter at have talt med en række fagfolk og interessenter inden for psykiatrien, er jeg blevet opmærksom på, at der er behov for at gentænke og styrke patientrettighederne i børne- og ungdomspsykiatrien, lyder det fra sundhedsministeren.
Hun fortæller, at hun derfor i december sidste år nedsatte et rådgivende udvalg.
- Det skal gøre os klogere på, om man kan tilpasse patientrettighederne, så de bedre understøtter gode patientforløb, samtidig med at vi sikrer, at de passer ind i den faktiske virkelighed, hvor udredning og behandling ofte foregår parallelt, siger Sophie Løhde.
SF's psykiatriordfører, Anne Valentina Berthelsen, har onsdag meldt ud, at hun vil indkalde sundhedsminister Sophie Løhde (V) i samråd om sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker