Lokal kandidat: - Der mangler et ordentligt midterparti

Selvom hun ikke helt selv tror på muligheden for at blive valgt ind, mangler entusiasmen og viljen ikke. Lisbeth Rask Nielsen, der stiller op for Kristendemokraterne i Lollandskredsen mener nemlig, at det er vigtigt, at partiet bliver repræsenteret i Folketinget igen.

- Det ser ikke umiddelbart optimistisk ud i forhold til at blive valgt ind, men der mangler generelt et ordentligt midterparti, der kan få folk væk fra den blokpolitik, som lige nu bliver ført, lyder det fra Lisbeth Rask Nielsen.

Selvom hun derfor efter eget udsagn vil kunne samarbejde med både højre og venstre, vil hun dog pege på en liberal regering.
- Jeg ønsker et mere liberalt samfund, end vi har i dag, hvor meget er alt for reguleret. Samtidig har vi fået skabt en eller anden for rettighedskultur, hvor vi kræver uden tanke på, at vi selv er en del af samfundet og derfor også har et ansvar.

Lisbeth Rask Nielsen arbejder selv som sygeplejerske, hvorfor sundhedsområdet også noget, der optager hende, og hvor hun ofte deltager i debatter. Generelt vil hendes kommende valgkamp bliver ført ved at deltage i diskussioner.

- Jeg har jo ikke den store valgkasse bag mig, fortæller hun.

Lisbeth Rask Nielsen bor i Nykøbing og stiller op for Kristendemokraterne i Lollandskredsen.

Foto: Lisbeth Rask Nielsen (tv) stiller op for Kristendemokraterne i Lolland-kredsen ved det kommende folketingsvalg.

Kristendemokraterne kan ifølge Lisbeth Rask Nielsen fra Nykøbing være det nødvendige midterparti, som der er brug for i Folketinget.

Offentliggjort Sidst opdateret