Lokal politiker rykker ind på Borgen: - Det er med en del ærefrygt

Thorkild Holmboe-Hay, var spidskandidat for Socialdemokratiet i Guldborgsundkredsen under sidste folketingsvalg. Nu får han midlertidigt en plads på Borgen. Pressefoto

Da Tanja Larsen (S) skal på barsel, er der blevet en plads i Folketinget ledig. Og den plads tilfalder Thorkild Holmboe-Hay, som ved valget var spidskandidat i Guldborgsundkredsen. Spørgsmålet er, om han agter at stille op næste gang.

Offentliggjort Sidst opdateret

Thorkild Holmboe-Hay stillede op til Folketinget ved sidste valg. Her formåede socialdemokraten dog ikke at få en af de 179 pladser.

Men de 2511 personlige stemmer betød, at han kravlede langt op på Socialdemokratiets stedfortræderliste i Sjællands Storkreds.

To lå foran ham efter valget: Tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod og Tanja Larsen fra Faxe-kredsen.

Da Mette Gjerskov først måtte sygemelde sig og senere døde, skulle en ny socialdemokrat ind på Borgen.

Jeppe Kofod takkede nej, Tanja Larsen ja. Og da Tanja Larsen nu skal på barsel, kommer stedfortræderlisten igen i spil.

Og så fik Thorkild Holmboe-Hay opkaldet.

- Det er med en del ærefrygt, men også med en tung bevidsthed om, hvor alvorligt et embede det er. Det er ikke bare en vikartjans. Jeg skylder at gøre alt, hvad jeg overhovedet kan, arbejde så meget og effektivt jeg kan, og med så stor præcision, som jeg kan.

Fravalget, der gjorde ondt

Thorkild Holmboe-Hay lægger ikke skjul på, at den mislykkede folketingsplads dengang gjorde ondt. Det tog et stykke tid at komme sig over. Nu havde han efterhånden lagt det på hylden. Lige indtil telefonen ringede og gruppeformanden, Leif Lahn Jensen, var i den anden ende.

Til daglig arbejder han som politisk rådgiver i 3F. Men da han blot skal være væk fra arbejdet i barselsperioden, får han orlov uden løn i perioden.

Der er stadig små opgaver, han skal løse i 3F i vikarperioden. Det bliver dog ifølge Thorkild Holmboe-Hay intet problem at balancere 3F og folketingsarbejdet. For er vant til at arbejde, som han siger, i "mange, mange timer."

Thorkild Holmboe-Hay erkender dog, at den korte tid i Folketinget, måske betyder, at han ikke kan ændre det store.

- Man indtræder som fuldgyldigt folketingsmedlem. Man har ordførerskaber og deltager i udvalgsarbejdet. Men det er klart, når man har så kort tid, som jeg vil få, vil det formodentlig være begrænset, hvor meget indflydelse man kan få. Men jeg har tænkt mig at bruge enhver lejlighed på at få indflydelse på de forhold, som er vigtige for os i Guldborgsund, på Lolland-Falster, for arbejderbevægelsen, og de mærkesager, jeg selv har.

Hvilke mærkesager det konkret handler om, vil Thorkild Holmboe-Hay først røbe, når han tiltræder den 4. november.

- Har jeg ingen planer om

Spørgsmålet er, om han har fået politisk blod på tanden. Om drømmene om folketingslivet rækker videre end vikarrjobbet.

Den tidligere formand for Region Sjælland, Heino Knudsen, ville stille op som Guldborgsundkredsens folketingskandidat. Men efter sit farvel til politik har ingen officielt overtaget kandidatposten.

Efter at Heino Knudsen har valgt ikke at stille op, er der en plads åben. Betyder det, at du kommer til at stille op som folketingskandidat?

- Jeg har ingen planer om at stille op igen.

Hvad med da du hørte beskeden om, at Heino Knudsen ikke stillede op. Strejfede tanken dig så ikke?

- Nej, egentlig ikke. Det, jeg mener, er det bedste for kredsen, er, at man i den her situation giver sig tid til at finde en kandidat, der er fremtid i. Som har lyst og magter opgaven. Og det er vigtigere end at hive en gammel hest foran vognen en gang til.