Lokal SF-profil revser Villys kompromisser

SF-formand Villy Søvndal modtager nu hård kritik fra et fremtrædende medlem af sit eget parti.

Det er viceborgmester i Lolland Kommune, Torben Hansen, som mener, at SF indgår for mange kompromisser for at komme i regering for første gang i partiets historie.

- Jeg har mere end svært ved at se, hvordan nogen skal kunne skelne mellem Socialdemokraterne og SF, når Villy Søvndal gentagne gange forklarer sig med, at SF er nødt til at gå på kompromis, hvis vi skal indgå i et regeringssamarbejde med socialdemokraterne, siger Torben Hansen til Lolland-Falsters Folketidende.

Torben Hansen opnåede flest stemmer af alle i Lolland Kommune ved kommunalvalget i 2009, da 2638 mennesker stemte på ham. Han er også folketingskandidat for SF, og det er årsagen til, at han ikke forlader partiet.

- Hvis jeg ikke havde tillidshvervet som viceborgmester i Lolland Kommune og folketingskandidat for SF, havde jeg deponeret mit medlemskort til SF lodret, lyder den barske kritik.

Det er langt fra første gang, at kritiske røster har rejst sig fra SF's bagland. Inden for de seneste måneder har det skabt splittelse i SF, at partiet valgte at indgå en aftale med Socialdemokraterne, der indeholder et pointsystem for familiesammenføring. Det var også som følge af et kompromis med Socialdemokraterne, at SF skrinlagde sin tidligere modstand mod de nationale test i folkeskolen. SF har nu de omstridte test som en del af partiets folkeskoleudspil.

Han giver heller ikke meget for den økonomiske plan om at arbejde 12 minutter mere.

- Jeg tror ikke befolkningen på Lolland køber budskabet om, at vi skal arbejde 12 minutter længere hver dag, når de selv og deres nærmeste står uden job. Det har intet med vores virkelighed at gøre, så det budskab fra Christiansborg kommer ikke over min mund i den forestående valgkamp, siger Torben Hansen .

/ritzau/

SF's stemmesluger i Lolland, Torben Hansen, kritiserer Villy Søvndal for at indgå for mange kompromisser.

Offentliggjort Sidst opdateret