Mens den konservative partiformand, Lene Espersen, på Christiansborg ses som storfavorit til at blive ny udenrigsminister i en regeringsrokade, så er flere i K-baglandet knap så begejstrede.
Formanden for De Konservative på Frederiksberg, Claus Wagenblast-Franck, hvor den nuværende konservative udenrigsminister stiller op, ser ingen grund til udskiftning.
- Per Stig Møller gør det godt, og han er en populær og driftsikker minister. Vi støtter, at han også er udenrigsminister efter en rokade, siger han til Ritzau.
En af de vurderinger, der går igen på Christiansborg, er, at Lene Espersen gerne vil skifte det tekniske og tunge Økonomi- og erhvervsministerium ud med det mere populære Udenrigsministerium i den rokade, der vurderes nært forestående.
Hovedbestyrelsesmedlem Peter Norsk synes dog også, at Per Stig Møller er en succes og skal fortsætte - omend han gætter på, at Lene Espersen ender med at tage posten.
Helsingørs nu forhenværende konservative borgmester Per Tærsbøl mener, at hun skal holde sig fra Udenrigsministeriet.
- Hun skal blive hjemme. Hun kunne være socialminister, siger han og begrunder det med, at arbejdet i Økonomi- og erhvervsministeriet går ud over hendes arbejde som partileder.
Længere ude i baglandet er der også opbakning til Per Stig Møller:
- Per Stig Møller er en formidabel udenrigsminister. Lene Espersen kunne være egnet, men jeg har aldrig set hende markere sig udenrigspolitisk, siger Søren Laugesen, vælgerforeningsformand i Vejen.
Den konservative borgmester i Høje-Taastrup, Michael Ziegler, mener modsat, at Lene Espersen skal gå efter den ministerpost, hun vil have. Og han ser ingen grund til, at det ikke skulle være Udenrigsministeriet.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde