Lokale kandidater er klar

De lokale folketingskandidater fulgte i formiddagstimerne situationen tæt - og flere af dem melder sig overfor Folketidende klar til valgkamp.
- Jeg er klar til et valg, og jeg mener, der er gode chancer for at komme ind, fordi folk på Lolland-Falster stemmer lokalt. Og det er vigtigt at vælgerne her gør det. Ellers bliver landsdelen glemt i Folketinget, lyder det fra Flemming Møller (V).

Også Flemming Bonne Hansen (SF) er klar og har været det længe.
- Jeg tager til London i dag, men er hjemme på mandag, og hvis han (Fogh red.) trykker på knappen, tager jeg fat. Vi har forberedt os godt, og jeg mener, der er gode chancer for, at jeg kommer ind, hvis jeg bare får en del af de stemmer, jeg fik til kommunalvalget, siger Flemming Bonne Hansen.

Hos Ny Alliances formand på Lolland-Falster, Anne-Lise Becker er situationen helt speciel, hvis valgrygterne viser sig at holde stik. Hun har nemlig et ønske om, at blive en af partiets folketingskandidater - men hun ved endnu ikke, om det bliver tilfældet.
- Partiet har endnu ikke kandidatholdet klar, men vi har en plan B, der træder i kraft, hvis valget bliver udskrevet nu. Jeg ved ikke, om jeg er med i den plan B, men uanset om jeg er med i partistifternes plan, så skal jeg under alle omstændigheder deltage i valgkampen, siger Anne-Lise Becker.

Venstres Henrik Høegh, der stiller op i Guldborgsundkredsen, er også parat.
- Holdningen mellem flere af Venstres folketingsmedlemmer har været klar de seneste dage, siger Henrik Høegh.
Henrik Høegh fik bekræftet rygtet om valget på en konference i Århus i formiddags og skyndte sig at bestille en ny flyvebillet. Han har valgt at kvitte stillingen som vicepræsident i Dansk Landbrug efter hans beslutning om at stille op som folketingskandidat for Venstre.
Meningen var, at jeg skulle slutte på Axelborg den ottende november. - Men aftalen er også, at hvis valget blev udskrevet før, kunne jeg fratræde øjeblikkeligt, siger Henrik Høegh, som glæder sig til valgkampen.

Dansk Folkepartis Rene Christensen var sikkert ikke helt koncentreret i hans job som lærer på Nysted Efterskole i dag, mens flere og flere rygter bekræftede, at statsministeren ville udskrive valg over middag.
- Jeg glæder mig til valgkampen og jeg er klar. Brochurer og valgplakater er trykt. Mine kolleger har lovet, at hjælpe mig, så der bliver tid til valgkampen, siger han.

Socialdemokraten Vibeke Grave fra Maribo befandt sig allerede på Christiansborg, da rygterne begyndte at løbe.
Jeg deltog i et miljøudvalgsmøde i Folketinget, hvor vi egentlig skulle have haft en høring. Men da valgrygterne pludselig gik så hurtigt, valgte vi at aflyse høringen, for alle folketingsmedlemmerne så helt forkerte ud i hovedet, og det var urimeligt over for de folk, der kom ind, at de skulle mødes med folketingsmedlemmer, der var så fraværende, siger Vibeke Grave.






OPDATERET 11.25: De lokale folketingskandidater melder sig klar til valgkamp.

Offentliggjort Sidst opdateret