Som ringe i vandet spreder politikernes lyst til selv at mærke på egen pengepung, at vi ifølge regeringen skal spare os ud af krisen.
Først var det regeringen, der meldte ud, at ministrene vil gå fem procent ned i løn.
Fredag tegnede der sig så et flertal blandt folketingspolitikerne for, at også de skal skære fem procent af deres løn for at vise solidaritet med danskere der får fastfrosset deres ydelser.
Og nu foreslår Venstres gruppe i Region Nordjylland, at også samtlige regionsrådspolitikere kvitter fem procent af deres vederlag i resten af 2010, 2011 og 2012.
Det forklarer Venstregruppens formand, Birgitte Josefsen, der også sidder i Folketinget.
- Når ministrene går foran, og regeringen har en plan, hvor hele befolkningen skal bidrage, så er det vores holdning, at vi også skal bidrage, siger Josefsen.
Hun understreger, at det i givet fald er noget, der skal vedtages af politikerne på Christiansborg i forbindelse med de forhandlinger, der netop foregår i disse dage med regionerne.
Ifølge Birgitte Josefsen er hendes samlede vederlag for regionsrådsarbejdet i dag på cirka 12.500 kroner om måneden, fordi hun også sidder i forretningsudvalget i regionen.
Er vi ikke ude i noget symbolpolitik, når I vil bidrage med fem procent af det vederlag?
- Næ, det er et spørgsmål om mange bække små. Ellers kunne man jo også kalde det symbolsk, når SU-modtagerne ifølge regeringens forslag skal miste omkring 70 kroner om måneden, siger Birgitte Josefsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde