Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) åbner op for en bred politisk aftale om den omstridte boligpakke efter det kommende folketingsvalg.
Uanset om Lars Løkke Rasmussen vinder eller ej.
- Jeg har set, at Socialdemokratiet pludselig er vendt på en tallerken og går ind for midlertidige boligskattelettelser til nye boligkøbere - men ufinansieret.
- Det kan jeg ikke drømme om. Det skal være finansieret. Men jeg kan jo ikke forhindre dem i at stemme for, hvis den dag kommer, siger statsministeren.
Lars Løkke Rasmussen takker dog nej til et forslag fra De Radikales gruppeformand, Margrethe Vestager, som opfordrer Venstre, de Konservative, Socialdemokraterne og SF til her og nu at indgå et lynforlig om en boligpakke. Det på trods af, at Margrethe Vestager selv er indædt modstander af begge fløjes udspil.
Ifølge statsministeren bør den radikale gruppeformand i stedet bruge sine kræfter på at overtale Socialdemokraterne og SF til netop at acceptere VK-regeringens tilbagetrækningsreform som betaler regningen for hans foreslåede boligskattelettelser.
Hverken regeringen eller S-SF har imidlertid flertal for deres boligpakker i dag, fordi henholdsvis De Radikale og Dansk Folkeparti er modstandere af forslaget. Skulle Lars Løkke Rasmussen tabe folketingsvalget er han dog villig til på ny at prøve at finde et kompromis med en eventuel ny rød regering.
- Jeg har noteret mig, at Socialdemokratiet er vendt på en tallerken og hen over en eftermiddag har tilsluttet sig vores tanke om, at boligkøberne får en midlertidig skattelettelse.
- Det er regeringens politik. Og det er Venstres politik. Det er det både før og efter folketingsvalget. Uanset hvordan det falder ud, siger statsministeren.
Vinder Lars Løkke Rasmussen folketingsvalget den 15. september forventer han dog, at Dansk Folkeparti til den tid vil se anderledes velvilligt på boligpakken:
- Da jeg i min nytårstale sagde, at vi måtte gøre noget ved efterlønnen, så sagde Dansk Folkeparti jo heller ikke bare: Top! Mon ikke vi også denne gang finder en løsning ved et langstrakt forhandlingsforløb.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker