Løkke afviser at stramme kalenderregler

Selv om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) opfordrer regeringens ministre til at følge hensigten med kalenderreglerne i den såkaldte åbenhedsordning, kræver han ikke, at ordningen strammes op.

- Ordningen trænger ikke til en opstramning, fordi den i forvejen er glimrende. Men den skal selvfølgelig administreres efter sine hensigter, det har jeg også understreget for ministrene i dag, sagde Lars Løkke på sit ugentlige pressemøde tirsdag.

Reaktionen kommer, efter at en række af regeringens ministre enten har flere uger eller hele måneder med tomme sider under repræsentative opgaver i 2010-kalenderen.

Det sker på trods af, at regeringen ellers har intentioner om, at der skal være mere åbenhed i ministernes kalendere.

Folketingets Retsudvalg behandler netop et forslag til en ny offentlighedslov, hvor ministrenes kalendere er på dagsordenen.

Otte medlemmer af Offentlighedskommissionen kræver nemlig nye præciseringer, så ordningen ikke kan fortolkes forskelligt af ministrene.

- Det er en borgerlig ret, at man kan få indblik i ministrenes arbejde. Og de tomme kalendere viser blot, at der er brug for en opstramning, siger Jette Kammer Jensen, medlem af Offentlighedskommissionen.

Landbrugs- og fødevareminister Henrik Høegh (V) har hele syv måneder i 2010-kalenderen, som er blanke. Men det er der ifølge ministeriet en grund til.

- Der har været en teknisk fejl på vores hjemmeside, der kan skyldes de tomme måneder, men fødevareministeren prioriterer generelt bare ikke sådanne opgaver som biografpremiere, koncerter, fodboldkampe og lignende. Hans almindelige kalender er fyldt op, oplyser ministeriet.

Ifølge statsministeriets vejledning skal alle arrangementer, hvor ministeren inviteres til at deltage, opgøres.

/ritzau/

Lars Løkke (V) afviser, at åbenhedsordningen om ministrenes kalenderregler trænger til en opstramning.

Offentliggjort Sidst opdateret