Løkke afviser EU-afstemning til foråret

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil have EU-forbeholdene til afstemning hurtigst muligt.

Alligevel tager han ikke imod oppositionens tilbud om en hurtig afstemning om to af de danske EU-forbehold.

- Det kan kun gå for langsomt, men vi må ikke forhaste os med den konsekvens, at vi kun når halvt i mål, siger han.

Han vil også have euroen med i en eventuel afstemning, og dermed lever forslaget om en delvis afstemning fra Socialdemokraterne, SF og De Radikale ikke op til statsministerens kriterier.

- Fordelen ved at tage forbeholdene under ét er, at vi får en principiel diskussion, om det her lille land ikke tør være med i EU-samarbejdet, siger han.

Oppositionen gik onsdag til statsministeren med et forslag, som skulle sende Danmarks rets- og forsvarsforbehold i EU til afstemning den 23. marts. Men altså ikke spørgsmålet om euroen, som SF stadig er modstander af.

- Det er klart, at når Lissabontraktaten træder i kraft, så udfordrer det de danske forbehold. Danmark vil komme til at betale en højere pris, så selvfølgelig skal vi af med forbeholdene, siger Lars Løkke Rasmussen.

Men han vil have tre ting opfyldt, før det sker.

Først om fremmest skal der være et meget bredt flertal på Christiansborg, der anbefaler et ja til at komme af med forbeholdene.

- Uden et bredt flertal på Christiansborg er det slet ikke umagen værd at spørge danskerne, siger Lars Løkke Rasmussen.

Samtidigt skal flertallet være der i en form, der gør det muligt for os at komme af med alle forbeholdene, og endeligt vil han have sikkerhed for, at den danske udlændingepolitik ikke påvirkes af, at man fjerner retsforbeholdet.

/ritzau/

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser oppositionens forslag om en EU-afstemning i foråret. Han vil ikke tabe det hele på gulvet på grund af hastværk.

Offentliggjort Sidst opdateret