Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil ikke høre tale om, at de sparede kroner på en efterlønsreform skal gå til skattelettelser. Og sådan vil det se ud de næste mange år.
- Hele tanken med at lave efterlønsreformen er at konsolidere dansk økonomi og sikre kernevelfærden, og jeg tror desværre ikke, at der opstår en mulighed for at sætte skatterne ned inden for de næste fire-fem år, siger han på sit ugentlige pressemøde.
Løkke slår samtidig fast, at regeringspartneren De Konservative ikke har planer om, at efterlønsbesparelserne skal gå til at sænke skatten.
- Vi har været nødt til at pause de sidste skattelettelser, der lå i skattereform. Så længe de er sat på pause, giver det ikke mening fra regeringens position at tale om skattelettelser, siger Løkke.
Hans udmelding kommer efter, at spørgsmålet har skabt uro hos De Konservative.
Kort efter, at Løkke lancerede planerne om en efterlønsreform i sin nytårstale, meldte K-formand Lene Espersen ud, at der ligeledes er behov for skattelettelser.
Desuden valgte De Konservative at indrykke store annoncer i flere dagblade, hvor man både peger på behovet for en reform af efterlønnen og skattelettelser.
Denne kobling har Venstre lagt afstand til, og De Konservative har måttet trække i land.
- Jeg vil godt udstede en garanti for, at der ikke vil blive brugt en penny, en øre eller en krone fra efterlønsreformen til skattelettelser, har den konservative økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen slået fast.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde