Løkke afviser påvirkning af statsrevisorer

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser, at han har lagt pres på Venstre og De Konservatives statsrevisorer, før statsrevisorerne i juni gav ham en næse i sagen om overbetaling af privathospitaler.

- Jeg tror, det politisk interessante er, om vi har forsøgt at påvirke statsrevisorerne til at mene noget bestemt. Selvfølgelig har vi ikke det. Statsrevisorerne er uafhængige og træffer selv deres egne beslutninger, sagde Lars Løkke Rasmussen efter et fire timer langt samråd torsdag.

Mistanken om urent trav er opstået, fordi Statsministeriet vidste, at Venstres og De Konservatives statsrevisorer ville stemme imod, allerede dagen før statsrevisorerne den 17. juni sidste år gav Løkke Rasmussen en næse.

Ifølge en mail, som Avisen.dk har offentliggjort, bad Statsministeriet allerede den 16. juni om aftenen om oplysninger i Finansministeriet for at kunne håndtere sagen den 17.

Under samrådet forklarede Løkke, at han ikke selv havde søgt at påvirke statsrevisorerne, at han ikke havde bedt nogen om at gøre det, og at han ikke havde kendskab til, om nogen skulle have gjort det alligevel.

- Jeg kan stå på mål for mig selv, og jeg kan sige, at jeg har ikke søgt at instruere nogen om noget, tilføjede statsministeren.

Han afviste dog at svare på, om han personligt fik den famøse viden og henholdt sig til, at når nu der var viden til stede, var det naturligt for embedsfolkene at forberede sig.

- I det omfang, de er blevet bibragt den forståelse, er der ikke noget odiøst i, at de prøver at klæde mig på til en situation, der opstår, efter at statsrevisorerne har besluttet sig, fastslog Løkke Rasmussen.

Han svarede ikke på, hvordan Statsministeriet vidste, at statsrevisorerne skulle stemme, og at de to borgerlige statsrevisorer ville komme med en mindretalsudtalelse, hvilket er meget usædvanligt.

/ritzau/

Foto: PANDURO JENS/POLFOTO

Statsministeren afviser pres på statsrevisorer i sag om overbetaling af privathospitaler. Men glider af på, hvordan statsministeriet havde viden på forhånd.

Offentliggjort Sidst opdateret