Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) læner sig op ad sin konservative udenrigsminister i torsdagens ophedede debat om FN og sætter dermed sin egen udenrigsordfører, Søren Pind (V), på plads.
Pind kalder FN for "en snakkeklub", der legitimerer diktaturer og hævder, at hans holdning "grundlæggende er Venstres". Men Venstres formand er ikke enig med sin udenrigsordfører.
- Jeg har set Søren Pinds udtalelser. Jeg har også set udenrigsministerens udtalelser, og dem er jeg i sagens natur hundrede procent enige i. Ud af det kan du så konkludere, at Søren Pind og jeg ikke er enige. Udenrigsministeren har så glimrende udtalt regeringens synspunkt omkring FN. Det dækker i sagens natur også mine. Sådan er det jo, siger Lars Løkke Rasmussen i en kort kommentar til Ritzau.
I Morgenavisen Jyllands-Posten fortæller Søren Pind, at han ikke mener, at FN har gjort noget godt her på jorden, og at det derfor kun er fint, at verdensorganisationen bestyres af en generalsekretær, som tilsyneladende ikke gør det store væsen af sig.
Den melding er udenrigsminister Per Stig Møller (K) ikke begejstret for. Han ser ikke noget alternativ til FN, som han kalder "den eneste globale organisation med fuld legitimitet og et bredt mandat".
Søren Pind så ellers gerne, at der blev oprettet en sammenslutning af demokratiske lande, som alternativ til FN, men den idé får heller ikke opbakning fra statsministeren.
- Søren Pind kan have ret i, at verden på alle måder ville være meget lettere at leve i og organisere, hvis alle lande var demokratiske, men sådan er situationen jo desværre ikke, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker