Løkke: Birthe Rønn kunne ikke fortsætte

Med en uvildig undersøgelse i vente er det ikke muligt for Birthe Rønn Hornbech (V) at fortsætte som integrations- og kirkeminister. Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde tirsdag.

Efter mandag at have læst en redegørelse fra Rønn om den konventionsstridige afvisning af indfødsret til statsløse, stod det klart, at hun måtte gå.

- Jeg har haft et langt møde med integrationsministeren. Konklusionen på det møde blev, at hun fratræder som minister, siger Løkke og fortsætter:

- Jeg tror, at man helt nøgternt må konstatere, at i en situation, hvor man har fundet det nødvendigt at foretage en undersøgelse, så vil ministerens mulighed for at agere i jobbet ikke være til stede.

Han takker samtidig Rønn for samarbejdet i regeringen.

Statsministeren har på beggrund af redegørelsen meldt ud, at der nu skal foretages en kommissionsundersøgelse af sagen.

I alt har 36 statsløse ikke fået dansk statsborgerskab i modstrid med to FN-konventioner.

Embedsmænd i Integrationsministeriet har forklaret, at de gjorde Rønn opmærksom på den fejlagtige praksis i august 2008. Alligevel orienterede hun først Folketinget i januar 2010.

Præcis hvornår han selv og Statsministeriet er blevet opmærksom på problemet, ønsker han ikke at sætte dato på:

- Jeg er selv blevet opmærksom på sagen i takt med, at den er blevet rullet ud i medierne, og jeg har ingen grund til at tro, at det skulle forholde sig anderledes med Statsministeriet, siger han på pressemødet.

Dagbladet Information begyndte at beskrive sagen i januar 2011.

/ritzau/

Efter et langt møde med Birthe Rønn har statsministeren gjort op, at hun ikke kan fortsætte som minister.

Offentliggjort Sidst opdateret