Løkke er åben for genforhandling af Europol men uden dato
"Jeg synes, at det begynder at se fornuftigt ud. Vi fik en afstemning i parlamentet i går, hvor der var bred opbakning til, at der skal findes en løsning med Danmark. Men vi er ikke i mål endnu", siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) under et besøg i Europa-Parlamentet i Strasbourg onsdag. (Arkivfoto) Foto: AP/Virginia Mayo
AP/Virginia Mayo
EU-Parlamentet ønsker udløbsdato på særaftale. Løkke er åben for genforhandling, men kalder fem år firkantet.
Uret tikker for en særaftale, som regeringen forsøger at forhandle på plads, så dansk politi ikke mister adgang til vigtige oplysninger fra Europols baser.
Men den aftale, der i øjeblikket forhandles om, og som skal være på plads inden 1. maj, kan blive af kortere varighed.
Det er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) indstillet på. Dermed kommer han Europa-Parlamentet, som ikke vil have en fast aftale, i møde.
- Jeg er åben overfor, at vi skal vende tilbage til det spørgsmål. Men jeg synes, at det bliver lidt firkantet, at det præcis skal være om fem år, siger Løkke efter et møde i parlamentet i Strasbourg.
Europa-Parlamentet stemte tirsdag for et ændringsforslag, om at aftalen skal udløbe om fem år. Parlamentet skal dog kun høres i sagen.
Formelt kan Danmark og de øvrige EU-lande sammen med EU-Kommissionen vælge at overhøre kravet fra parlamentet. Det vil Løkke ikke.
- Det kan godt være, at man skal lytte til dem, for der kommer en høring mere, og hvis ikke man lytter, så risikerer man, at det hele sander til her i Europa-Parlamentet. Man skal være lydhør, siger Løkke.
Parlamentet skal - ifølge regeringens plan - høres om den endelige aftale inden 1. maj.
- Disse parallelaftaler hænger ikke løst på træerne. Det er ikke noget, man bryder sig om. Jeg kan godt forstå, at parlamentet siger, at de gerne vil se på den danske diskussion igen om nogle år, siger statsministeren.
Onsdag morgen har Løkke holdt møde med EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker. I løbet af dagen skal han mødes med gruppeformænd og formanden for Europa-Parlamentet.
- Jeg synes, at det begynder at se fornuftigt ud. Vi fik en afstemning i parlamentet i går, hvor der var bred opbakning til, at der skal findes en løsning med Danmark. Men vi er ikke i mål endnu.
Særaftalen skal være på plads inden 1. maj, da Danmark ikke længere kan være med i Europol på grund af et nyt retligt grundlag efter den dato.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde