Løkke glæder sig over Konservatives krav til regering
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, glæder sig over, at De Konservative melder sig regerings-parat.
Den offentlige sektor skal holdes i ro. Skatten skal ned, og myndighedernes adgang til borgernes baghaver skal ses efter i sømmene.
Hvis disse tre ultimative krav opfyldes, vil De Konservative være parat til at indgå i en eventuel kommende Venstre-ledet regering.
Sådan lyder det fra De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, og det er en melding, der falder i god jord hos Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.
- Der er flere ting i den melding, jeg glæder mig over. Jeg glæder mig først og fremmest over, at De Konservative melder sig klar til at komme i regering. Det signal har vi jo ikke fået før, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Meget af det, de siger, er jeg jo enig i. Venstre går selv ind for et udgiftsstop, og jeg glæder mig specielt over det fokus, de har på det bøvl, vi har i den offentlige sektor, siger han.
Spørgsmål: Vil du have De Konservative med i en eventuel borgerlig regering?
- Jeg er først og fremmest optaget af, at vi får en ny regering med Venstre i spidsen, og så har jeg ikke på forhånd ekskluderet nogen partier. Og der er det da dejligt, at nogle af dem, der kunne være med, har meldt sig under fanerne.
Netop spørgsmålet om nulvækst under en eventuel borgerlig regering har påkaldt sig opmærksomhed, fordi de fire partier i blå blok ser forskelligt på den del af politikken.
Liberal Alliance ønsker såkaldt minusvækst, Venstre og De Konservative ønsker nulvækst, mens Dansk Folkeparti ønsker en vækst i det offentlige på 0,8 procent, hvilket er højere end det, regeringen opererer med.
Og med i det regnestykke er, at Dansk Folkeparti er markant større end Konservative og Liberal Alliance tilsammen.
Spørgsmål: Hvordan skal du få nulvæksten igennem?
- Nu skal vi jo først høre vælgerne. Og jo større opbakning der er til mit parti, desto større sandsynlighed er der for, at det, vi står for, kan komme igennem, siger Lars Løkke Rasmussen.
Spørgsmål: Kan du bedre se dig selv i et regeringssamarbejde med De Konservative end med Dansk Folkeparti?
- Sådan kan man ikke stille det op. Det afgørende for et regeringsskifte er, at de fire blå partier får et flertal. Og når det er tilvejebragt, så handler det om at føre politik. Og som jeg ser det, så skal det ikke være en politik, der er eksklusiv blandt de fire blå partier.
- Og hvis vi vinder valget, så håber jeg da, at den nye opposition - Socialdemokratiet og De Radikale - så vil være villige til samarbejde, siger Løkke.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde