Danmark har ligesom Sverige grundlovssikret ytringsfrihed, påpeger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der håber, at striden mellem Sverige og Israel ikke eskalerer.
Den israelske regering har krævet en undskyldning fra den svenske regering, fordi en artikel i avisen Aftonbladet anklager israelsk militær for at dræbe palæstinensere og videresælge deres organer. Den svenske statsminister Fredrik Reinfeldt har afvist en undskyldning med henvisning til, at regeringen ikke kan bryde Sveriges grundlov, hvor ytringsfriheden er uerstattelig.
- Vi gennemgår og vurderer ikke, hvad der bliver offentliggjort. Regeringen bestemmer ikke, hvad der publiceres, sagde Reinfeldt mandag til den svenske tv-station, SVT.
Løkke understreger, at den grundlovssikrede ytringsfrihed i begge lande er "en god idé, som vi er kommet langt med".
- Det skal man også holde fast ved i Sverige. Dét er, hvad jeg kan sige principielt om den sag. Så håber jeg da i øvrigt, at min svenske kollega og hans israelske pendant får talt om denne sag på en sådan måde, at den i hvert fald ikke vokser ud af proportioner, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Men det helt principielle, ytringsfriheden, skal vi værne om. Det er en dansk leveregel og en svensk leveregel, og det støtter jeg selvfølgelig min svenske kollega i, siger statsministeren.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker