Løkke har forbedret talegaverne

- Løkke bliver aldrig en Obama, der fejer benene væk under sine tilhørere og forfører sine vælgere med overbevisende retorik.

Underviser i politisk kommunikation på CBS og Københavns Universitet Bo Bredsgaard Lund kiggede nøje med, da Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), tirsdag holdt sin tale i anledning af Folketingets åbning.

Men selvom eksperten i politisk retorik ikke så mange lighedstegn mellem talegaverne hos Løkke og præsident Obama, så viste statsministeren alligevel positive takter.

- Han har helt klart prioriteret arbejdet med sproget, konstaterer Bo Bredsgaard Lund.

Han fremhæver konkrete bogstav- og lydlige rim, når Løkke vil "genoprette, ikke gældsætte" dansk økonomi, og når statsministeren går efter et opgør med politikernes "gavementalitet" - ikke "krævementalitet".

Desuden peger Bo Bredsgaard Lund på Løkkes billedsprog, når han taler om at "rive murene ned" og "åbne ghettoerne mod samfundet".

- Alt dette appellerer til tilhørerne og dermed vælgerne. Det bliver ikke den tale, der vinder valget eller går over i historien, men det er tydeligt, at han har noteret sig, at formen og retorikken spiller en afgørende rolle, siger Bo Bredsgaard Lund, der tidligere har været meget hård ved Lars Løkkes retorik, når han går på talerstolen.

Alt i alt ender statsministerens åbningstale på et lille syvtal på en skala fra 1-10 og dermed over middel, lyder vurderingen.

- Han er kendt som den politiske pragmatiker, den dygtige maskinmester. Det har ligget ham en smule fjernt at begynde at arbejde med form og retorik. Det er i den kontekst, at man skal se talen, slutter Bo Bredsgaard Lund.

/ritzau/

Det bliver aldrig som Obama, når Løkke indtager talerstolen, men der er klar fremgang at spore, mener ekspert

Offentliggjort Sidst opdateret