Løkke har skruet op for blokpolitikken

Lars Løkke Rasmussen (V) har sat fornyet blus under blokpolitikken, efter han overtog roret fra partifællen Anders Fogh Rasmussen som statsminister i 2009.

Det viser en opgørelse over alle vedtagne love siden regeringsskiftet i 2001, skriver Kristeligt Dagblad.

- Der var mest blokpolitik i den første del af perioden, altså frem til 2005, men det falder så efterfølgende, fortæller adjunkt Flemming Juul Christiansen fra Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

- Under Løkke stiger blokpolitikken så igen, hvilket kan hænge sammen med de mange reformer, der er vedtaget i hans tid, tilføjer han.

Flemming Juul Christiansen har samlet og analyseret tallene sammen med kollegaen Rasmus Brun Pedersen, og de viser blandt andet, at Socialdemokraterne stemte for 74 procent af lovgivningen fra 2001 til 2005.

Fra 2005 til 2009 kom det store oppositionsparti med på 85 procent af de vedtagne love, mens andelen igen faldt til 74 procent under Lars Løkke Rasmussen.

Opgørelsen kommer efter en weekend, hvor partilederne Lars Barfoed (K) og Margrethe Vestager (V) har givet hinanden håndslag på, at de vil blokpolitikken til livs.

Det skal blandt andet resultere i et tættere arbejde om økonomi og udlændingepolitik.

- Netop på de to områder har der været mere blokpolitik end på de øvrige områder som skole, energi og forsvar, siger Flemming Juul Christiansen.

- Stramningerne på udlændingeområdet er lavet med Dansk Folkeparti, men det har så været blandet, hvor meget S og SF har stemt for efterfølgende. Men selve aftalerne er typisk gennemført med Dansk Folkeparti, tilføjer han.

Dansk Folkeparti også står uden for et stort forlig, nemlig EU-politikken, lyder det.

Kasper Møller Hansen, professor og valgforsker ved Københavns Universitet, understreger, at Barfoeds og Vestagers udmelding alene skal ses som en hensigtserklæring.

- Men for begge parters vedkommende er det smart at appellere til den konsensusprægede midte, fordi mange danskere mener, at det er den rigtige måde at føre politik på i stedet for blokpolitik, der i Danmark opfattes som et fy-ord, siger han til Kristeligt Dagblad.

/ritzau/

Mantraet for valgkampen synes at være mere samarbejde over midten. Blokpolitikken har levet højt de senere år.

Offentliggjort Sidst opdateret