Løkke: Hver dansker skal give 2400 kroner til ulandene
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), vil sænke Danmarks bistand til udviklingslandene for at spare 2,5 milliarder kroner, som i stedet skal gå til at skabe danske arbejdspladser.
I forbindelse med præsentationen af Venstres finanslovforslag fastslår Løkke, at den danske udviklingsbistand fortsat vil være blandt verdens højeste.
- I en tid, hvor alle andre dele af den danske økonomi reformeres og reduceres, så nytter det ikke noget, at et helt område går frit, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han henviser til, at Venstre og regeringen sammen har lavet reformer, som har hentet penge fra blandt andre SU-modtagere, kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere. Derfor er det også rimeligt at tage penge fra udviklingsbistanden til verdens fattigste lande, mener Løkke.
- Vi lægger op til en reform, som betyder, at vi fremover opfylder FN's målsætning om en udviklingsbistand på 0,7 procent af BNI. Men vi mener omvendt ikke, at der i en tid med krise er råd til at overopfylde målsætningen, siger Lars Løkke Rasmussen.
Venstres udspil vil betyde, at hver dansker uanset alder fortsat bidrager med 2400 kroner årligt i udviklingsbistand over skatten, understreger Løkke.
- Samlet set vil sådan en reform betyde, at vi kan bruge 2,5 milliarder kroner på at skabe danske arbejdspladser, siger Løkke.
Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, fastslår, at Venstre vil målrette bistanden til de afrikanske lande og samtidig gavne danske virksomheder.
- Det her handler ikke kun om fattigdomsbekæmpelse, men også skabe et perspektiv. Det handler om jobskabelse. Ikke bare skabe job i de afrikanske lande, men også at danske virksomheder får gavn af det øgede samspil, så der kan skabes arbejdspladser i Danmark, siger Ellen Trane Nørby.
Hun peger på, at Danmarks eksport til Afrika ligger under halvdelen af andre EU-lande.
- Kan vi komme op på niveau med de andre EU-lande, så er der syv milliarder kroner mere at hente. Så der ligger et kæmpe potentiale samtidig med, at vi er med til skaber job og bekæmper fattigdom i afrikanske lande, siger Ellen Trane Nørby.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie