Folkeskolen er stærkt udfordret, når handelsskolelever på Tietgenskolen i Odense hverken kan læse eller regne, men der er ikke brug for en akut redningsplan.
Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Han opfordrer i stedet opposition til at få regeringens udspil for folkeskolen stemt hurtigt igennem Folketinget.
- Der er ikke brug for en redningsplan. Der er brug for et solidt arbejde ude i skolerne. Det sker inden for rammerne af den økonomiaftale, som regeringen har indgået med kommunerne, siger Løkke.
Han henviser til, at han allerede satte en reform af folkeskolen på dagsordenen i sin første nytårstale 2009/2010.
- Folk rystede lidt på hovederne og sagde: "Hvorfor snakker han nu om det?". Det gjorde jeg, fordi det er et problem. Derfor er regeringen kommet med et ekstremt offensivt udspil med overskriften "Frihed og faglighed", siger Lars Løkke Rasmussen.
Han afviser, at regeringen har ansvar for miséren i folkeskolen, hvor mange elever hverken kan læse eller regne, efter knap ni år med VK-regeringen ved magten.
- Jeg er simpelt hen ikke enig i, at der er et problem, fordi nogle har været "underlagt" vores skolepolitik. Dét med at lære elever at læse og regne er noget helt fundamentalt. Hvis det ikke kan ske inden for rammerne af dét, der er nær verdens dyreste folkeskole, så er det ikke en Christiansborg-problemstilling, men i høj grad en problemstilling ude på den enkelte skole, siger statsministeren.
Regeringens skoleudspil sætter ifølge ham fokus på fagligheden, giver kommunerne frihedsgrader, viser tillid til lærerne og sikrer folkeskolerne flere penge. Derfor gælder det bare om at komme i gang, mener Lars Løkke Rasmussen.
- Vi er fagligt udfordret. Det er præcis derfor, jeg - som det første, da jeg blev statsminister - sagde, at vi skulle gøre en god folkeskole bedre, siger statsministeren.
Derfor vil han niveaudele eleverne mere, lade elever i de mindste klasser gå længere i skole, ligesom fagligheden skal i centrum, siger Lars Løkke Rasmussen.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde