Løkke: Intentionen er fortsat at udbetale støtte til FN-organ
Lars Løkke Rasmussen (M) mener, der vil være alvorlige konsekvenser for de civile i Gaza, hvis ikke Danmark giver penge til FN-organ. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Løkke vil se resolut handling fra UNRWA, hvor ansatte er anklaget for at have deltaget i Hamas-angreb.
Som udgangspunkt vil Danmark fortsat udbetale støttekroner til FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten (UNRWA).
Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i Folketingssalen onsdag.
Danmark har endnu ikke betalt støttekroner i 2024. Efter planen skal det ske i første kvartal i 2024.
- Det er stadig vores intention at udbetale beløbet. Men det forudsætter en resolut og troværdig håndtering af den sag, vi står i.
12 af organisationens nu tidligere ansatte er anklaget for at have deltaget i Hamas' angreb mod Israel 7. oktober. To af dem er døde, resten er blevet fyret.
Løkke har en række kriterier til organet, der blandt andet indebærer at bakke op om de undersøgelser, der lige nu pågår af både organisationen og anklagerne.
Desuden skal det afdækkes, om dele af UNRWA's opgaver kan uddeles til andre. UNRWA står blandt andet for nødhjælp til civile i Gaza.
Grundlæggende er der brug for en "restrukturering" af UNRWA, mener Løkke.
En række lande har besluttet at indstille støtten til UNRWA, efter at anklagerne er kommet frem.
- Det aktuelle stormvejr for organisationen betyder, at UNRWA's finansiering for 2024 slipper op med udgangen af februar.
- Hvad enten man kan lide det eller ej: Lige nu er der intet alternativ til UNRWA, siger Lars Løkke Rasmussen.
Ministeren påpeger desuden, at UNRWA's generalsekretær har "handlet prompte".
FN har udnævnt en uafhængig gruppe, der skal undersøge kontrolmekanismer og procedurer hos UNRWA.
I gruppen er blandt andet det danske Institut for Menneskerettigheder.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker