Løkke kalder angreb mod houthier for fuldstændig retmæssigt
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) pointerer, at der skal være "fri sejlads på verdenshavene", og derfor er det nødvendigt nu med angreb mod Houthi-bevægelsen. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Udenrigsminister Lars Løkke (M) gentager, at Danmark politisk bakker op om angreb mod Houthi-bevægelsen.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ser det ikke som en eskalering, at USA og Storbritannien natten til fredag har angrebet Houthi-bevægelsen i Yemen.
Han håber, at de vestlige angreb, der kom fra både luften og havet, kan "dæmme op" for houthiernes langvarige angreb mod handelsskibe i Det Røde Hav.
- Jeg synes, det er forkert at tale om, at det er en eskalering af konflikten. Det er houthierne, der beskyder fredelige transportskibe i Det Røde Hav og bringer uorden i noget, der er helt centralt. Nemlig, at der skal være fri sejlads på de internationale have, siger han til TV 2.
Lars Løkke gentager videre, at Danmark politisk bakker op om angrebet.
- Det er fuldstændig proportionelt og nødvendigt, at der nu svares igen, og det støtter den danske regering 100 procent, siger Lars Løkke til TV 2.
Regeringen vil "meget, meget snart" fremsætte et beslutningsforslag, hvor den søger opbakning fra Folketinget til at sende en dansk fregat til Det Røde Hav.
Det er her, at Houthi-bevægelsen, som ifølge Lars Løkke står under iransk indflydelse, i en længere periode har angrebet handelsskibe.
Og trods flere advarsler har houthierne fortsat angrebene.
- Vi har talt for døve øre, og derfor er det fuldstændig retmæssigt, at der nu er et militært gensvar.
Den danske fregat er dog ikke tiltænkt offensive missioner, men i stedet en "præventiv tilstedeværelse", lyder det fra udenrigsministeren.
- Vi vil selvfølgelig også overveje, om der er basis for, at vi på anden vis bidrager til den her amerikanskledet koalition, siger Lars Løkke.
Det kunne være ved at sende en stabsofficer, nævner han.
Situationen ved Det Røde Hav er fredag på dagsordenen ved et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.
Det fremgår ikke præcist, hvor mange angreb mod Houthi-bevægelsen der har været tale om natten til fredag dansk tid.
Målet har ifølge USA været våbenlagre med droner, ballistiske missiler, krydsermissiler og overvågningssystemer til overvågning af luftrum og kyststrækning.
Angrebene er sket med "ikke operationel støtte" fra Australien, Holland, Bahrain og Canada.
Ifølge en talsmand for Houthi-bevægelsen er fem oprørere i Yemen blevet dræbt ved angrebene, skriver nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker