Løkke klapper i om Moderaternes partistøtte for valgår
Efter sin årsmødetale skulle Lars Løkke Rasmussen (M) svare på spørgsmål fra pressen. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
En række partier mener, at Moderaterne bør fremvise, hvem der støttede partiet i 2022.
Det er en meget ordknap politisk leder for Moderaterne Lars Løkke Rasmussen, som ikke vil svare på, hvem der økonomisk støttede Moderaterne i valgåret 2022.
- Som alle andre partier efterlever vi landets love og regler, siger Løkke i forbindelse med Moderaternes årsmøde i DGI Huset i Vejle.
Moderaterne er det eneste parti, som ikke har offentliggjort, hvem der støttede partiet, der bragede ind i Folketinget i første forsøg ved 2022-valget.
Det har Altinget beskrevet.
Det er partiet også i sin gode ret til. Moderaterne benytter sig nemlig af en mulighed i lovgivningen, som kort fortalt betyder, at et parti ikke behøver fremlægge et regnskab for det første år, det sidder i Folketinget.
Spørgsmål: Lars Løkke Rasmussen, hvorfor skjuler I det?
- Vi lever op til lovgivningens regler, og hvis nogen synes, at den skal være anderledes, så skulle de have lavet loven anderledes, siger Løkke, der ikke vil sige yderligere om sagen.
Danmarksdemokraterne med Inger Støjberg i spidsen, der ligesom Moderaterne blev valgt ind i Folketinget for første gang i 2022, har i modsætning til Moderaterne frivilligt offentliggjort partiets regnskab for 2022.
Fire partier vil ifølge Altinget ændre partistøttereglerne, så partier fremover ikke kan skjule regnskaber. Det er Enhedslisten, Dansk Folkeparti, De Radikale og Danmarksdemokraterne.
- Det lyder som et kæmpestort hul i en meget vigtig lovgivning, har Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, sagt til Altinget.
- Det er fuldstændig uholdbart, at vælgerne ikke kan få indsigt i, hvem der har finansieret Moderaternes valgkamp. Det vil jeg straks tage op med indenrigsministeren med henblik på at få lukket det hul, tilføjer han.
Partierne skal efter reglerne indsende et årsregnskab til Indenrigsministeriet for at være berettigede til offentlig partistøtte. Og her skal partierne oplyse, hvilke personer, virksomheder eller organisationer, som har støttet dem med beløb over 22.200 kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet