Statsminister Lars Løkke Rasmussen støtter et FN-mandat, som ikke bare er et flyveforbud over Libyen, men også omfatter mulighed for militære angreb med for eksempel præcisionsbomber.
- Som sagerne står nu, vil et flyveforbud ikke være nok til at forhindre Gaddafis overgreb på oppositionskræfterne, siger statsministeren til Ritzau.
Den libyske leder, Muammar Gadaffis, styrker har retning mod den store by Benghazi, som stadig er i oprørernes hænder. At redde Benghazi kræver bred militær indgriben, mener statsministeren.
- Hvis man skal forhindre, at Gadaffis styrker når frem til Benghazi, hvis man skal forhindre en nedslagtning af oprørskræfterne, så er det ikke nok at sætte Gadaffis luftvåben ud af kraft.
- Så bør der også være skabt mulighed for, at man for eksempel med præcisionsbombning kan skabe - jeg havde nær sagt - en linje i sandet, der gør det umuligt for Gadaffis styrker at nå frem til Benghazi, siger Løkke.
Statsministeren hæfter sig ved, at USA nu arbejder hårdt i FN for at få Sikkerhedsrådet til at vedtage et mandat, som rækker videre end et flyveforbud.
- Det rækker videre og skaber mulighed for indgriben med både militært og humanitært sigte. Det støtter jeg, siger statsministeren.
Sikkerhedsrådet mødes klokken 14.30 dansk tid. Hvis rådet ikke træffer nogen beslutning, vil statsministeren ikke udelukke indgriben uden FN-mandat.
- Et FN-mandat er klart at foretrække, også for at forhindre en humanitær katastrofe i Libyen. Men man skal ikke udelukke noget, siger han.
Et bredt flertal i Folketinget støtter en indgriben Libyen uden FN-mandat, hvis det ikke lykkes at få et FN-mandat.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned