Statsminister Lars Løkke Rasmussen afviser, at ambitionsniveauet for en aftale på klimatopmødet i København er slækket. Han mener tværtimod, at verden er kommet nærmere globale reduktioner af CO2 efter Apec-topmødet i Singapore.
- Vi har fået en ekstrem positiv reaktion fra helt centrale aktører som USA og Kina på vores tanke om at lave en politisk bindende aftale, der virker umiddelbart. Når man nikker til tanken, betyder det implicit, at man forpligtiger sig til reduktionsmål. Og det er jo en ekstrem positiv ting, siger Lars Løkke til Ritzau i telefonen fra Bangkok på vej hjem fra Singapore.
Han afviser kritikken fra flere miljøorganisationer om, at den globale opvarmning vil fortsætte, hvis ikke man indgår en juridisk bindende aftale i København.
- Det står lysende klart for alle, at det ikke kan lade sig gøre at nå en juridisk bindende aftale, som når ud i den sidste paragraf under topmødet i København. Vi vælger så at holde fast ved det høje ambitionsniveau og lave en politisk bindende aftale i København, der i realiteten dækker fuldt det samme indhold som en juridisk aftale vil gøre, siger Lars Løkke Rasmussen.
Statsministeren understreger, at han allerede for tre uger siden i København ridsede en vision op for en aftale i København under overskriften én aftale - to formål.
Det ene element er en bindende politisk aftale, som virker umiddelbart, mens der samtidig skal være en deadline for færdiggørelsen af det juridiske spor.
- Det betyder, at når verdens ledere har lavet en aftale i København kan du i anførselstegn oversætte det til en traktat, som derefter kan ratificeres, siger statsministeren.
Han pointerer derfor, at det er ekstremt vigtigt at verdens ledere dukker op i København i december.
- Nationernes ledere skal tiltræde aftalen, så vi kan få det til at virke umiddelbart, og det gør vi kun, hvis regeringslederne er til stede. Og der har jeg i Singapore med glæde kunnet notere yderligere opbakning til deltagelse i København, siger Lars Løkke.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde