Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil foreløbig afvente den igangværende undersøgelse af danske fangeudleveringer, før han tager stilling til, om der skal strammes op på kontrollen med disse fanger.
- Nu har vi brug for at få kastet fuldt lys over alle de påstande, som der er bragt frem omkring vores engagement under Irak-krigen, siger statsministeren med henvisning til forsvarsminister Gitte Lillelund Bechs (V) bebudede redegørelse om fangeudleveringerne.
- Jeg tror, at man må tage tingene i den rigtige rækkefølge. Men jeg har kun én interesse, og det er at skabe størst mulig klarhed - og ovenpå den klarhed må man tage stilling til, om det kræver initiativer, siger Lars Løkke Rasmussen.
Enhedslisten foreslår at føre lister over alle personer, der er tilfangetaget under danskledede militære aktioner - eller aktioner med betydelig dansk deltagelse - samt gennemføre tilsyn og modtage orienteringer om, hvor de måtte befinde sig indtil løsladelse eller domfældelse.
Forslaget kommer, efter at det er kommet frem, at forsvaret tilsyneladende har ladet andre landes styrker foretage den fysiske anholdelse af irakiske og afghanske fanger - ved dansk ledede operationer - for at undgå det folkeretslige ansvar for ansvar for dem.
- Forsvarsministerens redegørelse handler ikke bare om Wikileaksdokumenter, men også om hvilke informationer har været til rådighed for hvem og på hvilket tidspunkt. Det er også derfor, at det er forsvarsministeren - og ikke bare Forsvarskommandoen - som laver redegørelsen.
- Vi har brug for at få kastet lys over hele den her sag, siger Lars Løkke Rasmussen.
Statsministeren afviser samtidig oppositionens ønske om en uvildig undersøgelse af fangesagen med henvisning til, at det vil trække undersøgelsen i langdrag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned