Løkke: Migranter skulle have haft klarere besked i 2015
Lars Løkke Rasmussen (V) har forståelse for, at kollegaen Angela Merkel var under stort pres, da flygtningekrisen eskalerede for nogle år siden. Foto: Scanpix/Tobias Schwarz
Scanpix/Tobias Schwarz
Statsministeren mener, at man skulle have valgt en strammere kurs, da flygtningekrisen indtraf.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) giver i et interview med den tyske avis Frankfurter Allgemeine udtryk for en vis ærgrelse over, at flygtningekrisen i 2015 fik lov at udvikle sig, som den gjorde.
Uden direkte at pege fingre ad den tyske kansler, Angela Merkel, siger han, at han i dag godt kunne have ønsket, at man i andre lande havde grebet ind noget tidligere for at dæmme op for flygtningestrømmen.
Han henviser til, at han har hørt om flygtninge, der havde fået det indtryk, at de var velkomne i Europa.
- Det var helt sikkert det forkerte signal. Det havde været bedre, hvis vi i 2015 havde forfulgt en strammere linje, siger Løkke til avisen.
Han mener, at sagen var ude af kontrol en overgang, men udtrykker også forståelse for, at Merkel var under stort pres, efterhånden som flygtningene samlede sig i nabolandene med kurs mod Tyskland.
Tyskland har efterfølgende ligesom Danmark øget kontrollen ved grænserne og har tænkt sig at fortsætte med det.
Det er den rigtige vej at gå, mener statsministeren, der ikke mener, at man løser migrantproblemet med forpligtende aftaler imellem EU-landene om fordeling af flygtninge.
- Jeg tror ikke, at det er en langsigtet løsning, hvis vi vil bevare den fri bevægelighed i Europa.
- Vi burde hellere investere i sikringen af vores ydre grænser, samtidig med at vi bekæmper årsagerne til flygtningestrømmene, siger han.
Danmark deltager på grund af vores EU-forbehold over for retlige anliggender ikke i fuldt omfang i det fælleseuropæiske asyl- og indvandringssamarbejde.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker